Er du verdensmester i at skabe relationer og formår du at se mennesket før rygsækken? Så kan vi lære dig resten. Når du bliver ansat på Gårdhaven, er det fordi vi tror på dig. Du behøver ikke kunne det hele, for du bliver ansat som menneske - og resten kan du lære gennem vores uddannelse, kurser og kolleger.
For få måneder siden skiftede Ida fra sit arbejde gennem 18 år i hjemmeplejen til Gårdhaven. Hun havde lysten til at prøve noget nyt - selvom hun ingen erfaring havde med målgruppen.
“Jeg vidste ikke, hvad neuroaffektiv udviklingspsykologi var, da jeg startede. Men jeg blev taget godt imod - og mine kollegaer tog mig i hånden. Jeg blev ikke dømt for det, jeg ikke vidste. Her deler vi viden, både den gode og den svære.”
På Gårdhaven arbejder vi med voksne, der bærer på svære erfaringer. Mennesker, som har oplevet svigt - og som har brug for, at vi viser, at tillid kan findes igen. Her er traumeforståelse, ro og ydmyghed vigtigere end at vide alt på forhånd. Her tror vi på, at man kan lære det meste - hvis man kommer med hjertet det rigtige sted.
“Jeg får energi af at gøre en forskel her. Af at skabe relationer og åbne døre ind til mennesker,
der før har lukket verden ude. Når jeg føler, jeg lykkes, er det, fordi jeg er kommet lidt længere ind i relationen.”
Tryghed og faglighed går hånd i hånd. Hos os går man med alarm – men ikke med frygt. Hegnene rundt om haven står der ikke for at holde nogen inde, men for at beskytte dem, der ikke altid kan beskytte sig selv.
“Jeg føler mig ikke utryg ved at arbejde her. Mennesker reagerer voldsomt, når de ikke bliver forstået eller anerkendt. Derfor er vores vigtigste opgave at lytte.”
Midt i en forandring – og en fælles retning. Gårdhaven er et botilbud i udvikling. Vi er i gang med at skabe et sted, hvor både beboere og medarbejdere kan vokse. Det kræver tålmodighed, faglighed og mod. Men vi står sammen – og vi tror på det, vi gør.
Ansøgningsfrist er d. 14. december 2025. Ansættelsessamtaler afholdes løbende og tiltrædelse er hurtigst muligt eller senest d. 1. februar 2026. Ved spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte tilbudsleder Rikke Dupont på tlf.: +45 6150 3408 eller mail: riduso@rm.dk
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.