Her får du brug for både teknisk forståelse og menneskelig fingerspidsfornemmelse, når du koordinerer og binder trådene sammen mellem leverandører, hospitalsafdelinger og dygtige it-kolleger. Vil du være med?
Du træder ind ad døren og bliver mødt af din ”8-16-familie” – kollegerne, der både kan deres kram (og som ikke er bange for at give et), og hvor der ofte er grin og high-fives.
Dagens første opgave melder sig hurtigt: En hospitalsafdeling ringer – et vigtigt it-system er nede. Du får gang i fejlsøgningen, samler trådene mellem leverandør, Infrastruktur og Drift og den medarbejder, der opdagede fejlen. Du har gjort en forskel og sikret, at patienter ikke blev sendt forgæves hjem. De næste opgaver venter: Måske er du i gang med at udrulle et nyt it-system, eller er i gang med at koordinere en opdatering på et eksisterende.
Sådan kan din hverdag sagtens komme til at se ud. Ingen dage er ens.
Du kommer ikke til at designe GUI/UX, programmere eller tyde komplicerede netværkslogs. Vi ser dog gerne, at du har en generel god it-forståelse. F.eks. skal du helst ikke få svedperler på panden, når du hører ordene servere, firewallåbninger eller single sign on.
Vi skal nok give dig en god oplæring og bygge videre på din eksisterende it-viden. Er du lærenem, og har du lyst til at blive klogere, er det helt klart en fordel.
Do you speak ”human”?
Du skal kunne oversætte fra “IT’sk”, til noget alle kan forstå. Du kommer nemlig til at være bindeleddet mellem Infrastruktur og Drift, leverandører og sundhedsfaglige, hvor du skal få alle til at tale nogenlunde samme sprog og træffe beslutninger, der giver mening for alle.
Vores arbejdsplads ligger i Aarhus, men der er mulighed for et hybridt og fleksibelt arbejdsliv med mulighed for hjemmearbejde, i det omfang opgaverne tillader det.
Når man begynder et nyt sted, er det vigtigt, at man kommer ordentligt ombord på skibet. Det ved vi. Derfor får du fra første dag en mentor, der hjælper dig godt i gang, ligesom vi sørger for et tilpasset introduktionsforløb. Du kommer til at deltage på vores interne akademi, hvor du får et godt og bredt kendskab til Digitalisering og It i Region Midtjylland.
Du og din leder har løbende udviklingssamtaler, og der er gode muligheder for efteruddannelse. Med jævnlige 1:1-samtaler har du og din leder et kontinuerligt fokus på din trivsel og udvikling. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og blive endnu dygtigere.
Send din ansøgning senest den 16. juli. Vi forventer at holde 1. samtale den 11. august, og hvis du går videre til 2. samtale må du forvente at skulle lave en personprofil.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 550 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.