Afdelingsleder til lederteamet på Svalevej i Assentoft – Specialområde Hjerneskade

Brænder du for ledelse, og har du blik for både faglighed, samarbejde og borgerens perspektiv? Specialområde Hjerneskade søger en fagligt stærk og engageret afdelingsleder til Svalevej i Assentoft. 


Vi leder efter dig, som er en inddragende og tydelig leder, som både med faglig indsigt og personlig gennemslagskraft formår at skabe følgeskab og engagere dine medarbejdere. Du kan omsætte strategier til konkrete og meningsfulde handlinger i hverdagen – handlinger, der skaber retning, motivation og kvalitet i opgaveløsningen.  

Du er ambitiøs på både egne og fællesskabets vegne og trives i en kompleks og foranderlig hverdag, hvor samarbejde, udvikling og borgerfokus går hånd i hånd. Hos os får du mulighed for at sætte dit præg på både faglig og organisatorisk udvikling i et stærkt og erfarent lederteam.  

Hvis du kan se dig selv i denne rolle, vil vi meget gerne høre fra dig! 

Bliv en del af et stærkt lederfællesskab
På Svalevej er vi i gang med en spændende omorganisering, som har medført ændringer i ledelsesstrukturen. I den forbindelse søger vi en ny afdelingsleder til en ledig stilling i lederteamet. 

Lederteamet består aktuelt af tre erfarne afdelingsledere samt en kommende tilbudsleder. Vi arbejder tæt sammen for at sikre en stærk, fælles ledelse af vores tilbud. 

Som ny afdelingsleder bliver du en vigtig del af dette lederfællesskab og skal være klar til at bidrage aktivt til både udviklingen af din egen afdeling og det samlede tilbud. 

Vi lægger vægt på en ledelsesform, der både rummer vertikal ledelse i din egen afdeling og horisontal ledelse i tæt samarbejde med dine lederkollegaer. Vi tror på, at vores fælles succes bygger på gensidig afhængighed og en stærk understøttelse af hinandens indsats. 

Ledelsen på Svalevej har et særligt fokus på nærledelse, hvor den tætte relation til medarbejdere og borgere er i centrum. Vi arbejder målrettet for at skabe et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, arbejdsglæde og trivsel – fordi vi ved, at det er fundamentet for at lykkes med kerneopgaven og skabe de bedst mulige resultater for borgerne.

Om stillingen
Som afdelingsleder får du det overordnede ledelsesansvar for pt. 2 døgnafdelinger med 25-30 medarbejdere, hvor dit ansvar spænder bredt og omfatter personaleledelse, faglig udvikling og den daglige drift. Derudover vil du få et tværgående ansvarsområde med fokus på sundhed på matriklen. Det betyder, at du får en koordinerende rolle, hvor du skal være med til at sikre, at opgaver indenfor dit ansvarsområde bliver implementeret eller fulgt op på lokalt.

Stillingen kræver, at du kan navigere i et politisk styret felt, hvor Den Danske Kvalitetsmodel, Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed udgør væsentlige rammer for kvalitetsarbejdet. Du skal derfor kunne balancere daglig ledelse med krav til dokumentation, tilsyn og faglig kvalitetssikring.

Den ideelle kandidat
Du har solid ledelseserfaring med ansvar for en tværfaglig personalegruppe og er drevet af en stærk motivation for at lede et døgntilbud inden for voksenområdet. Du brænder for at sikre en høj faglig kvalitet i indsatsen – altid med fokus på at understøtte og inddrage borgeren aktivt i eget forløb.

Det er afgørende, at du trives i lederrollen og forstår værdien af nærværende ledelse. Du prioriterer den løbende dialog med både borgere, pårørende, kommunale samarbejdspartnere og kollegaer på tværs af specialområdet – fordi du ved, at relationer og samarbejde er afgørende for at lykkes.

Som leder er du en tydelig rammesætter. Du formår at sætte klare strukturer og retning, samtidig med at du lægger vægt på at facilitere samarbejdet frem for at være styrende. Du praktiserer medledelse som en naturlig del af din ledelsesstil – hvor beslutninger træffes i fællesskab og i tæt kontakt med dem, der er tættest på opgaven. Du tror på, at fælles ejerskab skaber både motivation, kvalitet og engagement, og at de bedste løsninger opstår gennem dialog og samarbejde. 

Vi lægger desuden vægt på, at du har: 

  • Relevant faglig baggrund – gerne suppleret med lederuddannelse.
  • Ledererfaring og stærke kompetencer i ledelse af tværfaglige personalegrupper.
  • Indsigt i lovgivning på voksen-socialområdet.
  • Fokus på strategisk kompetenceudvikling samt procesledelse. 
  • Indsigt i det neuropædagogiske og det sundhedsfaglige fagområde. 
  • Grundlæggende administrative kompetencer. 
  • En systematisk tilgang til kvalitetsarbejde – herunder sikring af korrekte arbejdsgange og dokumentation.
  • Struktur og vedholdenhed i implementering og opfølgning på tiltag og indsatser.
  • Motivation for at omsætte Region Midtjyllands værdier og visioner i praksis – og et klart blik for Specialområde Hjerneskades kerneopgave.
  • Erfaring med samarbejde med kommuner – og evnen til løbende at tilpasse og udvikle tilbud i dialog med dem, så de matcher borgernes og kommunernes behov.

Ansøgningsfrist: 
Vi ønsker, at du kan starte i stillingen den 1. september 2025 eller hurtigst muligt herefter. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt og i henhold til gældende overenskomst på området.

Ansøgningsfristen er den 10. august 2025 og vi afvikler løbende ansættelsessamtaler.

Ved spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at tage kontakt til viceområdechef Anja Baker på tlf. 2139 0584.

Om Specialområde Hjerneskade
Svalevej er en del af Specialområde Hjerneskade, som er Region Midtjyllands tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade. Specialområdet er organiseret under Socialområdet, og er et ud af otte specialområder. Specialområde Hjerneskade består af fem døgntilbud, et rehabiliteringstilbud og dagtilbud alle geografisk placeret i Østjylland.

Specialområde Hjerneskade ledes af en områdechef og en viceområdechef, der tilsammen udgør områdeledelsen. Endvidere er 1 tilbudsleder på Svalevej samt 16 afdelingsledere fordelt på vores driftstilbud. Dertil kommer tværgående administrative og faglige funktioner, som understøtter drift og udvikling af hele organisationen. I alt beskæftiger Specialområde Hjerneskade ca. 350 fuldtidsmedarbejdere.

Udvikling af Specialområde Hjerneskade, og dermed også udvikling af afdelingerne på Svalevej, tager afsæt i en ambitiøs og gennemarbejdet strategiplan, hvor centrale omdrejningspunkter er høj sikkerhed og faglighed, sammenhængende indsatser og borgeren i centrum. Dette kan også findes på hjemmesiden via linket: https://www.soh.rm.dk/om-os

Som leder på Svalevej skal du samtidig indgå i specialområdets samlede ledergruppe, hvor vi forventer, at du vil bidrage ind i den samlede udvikling af området.

Alle matrikler under Socialområdet er røgfrie, hvilket indebærer, at du ikke ryger i arbejdstiden.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Ledelse
Tiltrædelse: 01-09-2025
Arbejdssted: Socialområdet, Region Midtjylland
Afdeling:
SOH Svalevej Tværgående
Lokation: Svalevej 5 og 6, 8960, Randers SØ, Danmark
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Anja Rosenkilde Baker Viceområdechef
Telefon (Primær kontakt): 21390584
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk