Biokemiker til Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital

Vil du være tæt på patientbehandlingen på en af landets førende klinisk biokemiske afdelinger, og har du en baggrund som biokemiker eller lignende, så er her muligheden for at blive en del af et team, hvor vi producerer ca. 5 mio. analyser årligt i vores automatiserede 24-7 laboratorium.

Afdelingen er organiseret i sektioner, og hver sektion har en ledergruppe, der fungerer som et team med en overbioanalytiker, en biokemiker og en speciallæge. Du bliver en del af ledergruppen i sektionen "Kemi", der har ansvaret for at udføre 120 forskellige biokemiske analyser på blodprøver fra hospitalets patienter og indsendte prøver fra praktiserende læger. 

Analyserne i "Kemi" sektionen udgør de hyppigst anvendte blodprøver og resultaterne er afgørende for patientbehandlingen.

Hovedparten af patientprøverne analyseres på automatiseret udstyr, der er koblet på en transportbåndsløsning, hvor den præ- og post-analytiske prøvehåndtering er automatiseret. For størstedelen af analyserne anvendes fotometriske og immunkemiske metoder, der købes færdigudviklede hos udstyrsleverandørerne.

Opgaver

Dine opgaver løses i et samarbejde med de øvrige medlemmer i sektionsledergruppen, hvor man supplerer hinanden med hver sine faglige kompetencer. 
Blandt opgaverne er, at

  • varetage kvalitetsovervågning af sektionens analyser.
  • arbejde systematisk med problemløsning i samarbejde med leverandørernes applikationsspecialister og teknikere (udstyr, analyser, software).
  • gennemføre projekter, der optimerer analyseafviklingen i 24-7 laboratoriet.
  • lede større og mindre projekter f.eks. implementering af nye analyser og udskiftning af analyseudstyr.
  • indgå i en turnus som intern auditor.
  • gennemføre større kvalitetssikring- og udviklingsprojekter på et niveau, så de kan publiceres i internationale tidsskrifter.
  • undervise bioanalytikere inden for områder relateret til den daglige drift f.eks. kvalitetskontrol.
  • styre sektionens udgifter.
  • bidrage til tværgående drifts- og udviklingsopgaver i hele afdelingen.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du

  • har en naturvidenskabelig kandidatuddannelse som biokemiker, kemiingeniør, biolog, molekylærbiolog eller lign.
  • har erfaring med publicering af videnskabelige data.

Afdelingen tilbyder, at man som nyansat optages på den 5-årige specialistuddannelse for biokemikere, der udbydes af Dansk Selskab for Klinisk Biokemi.

Personlige kvalifikationer

Vi lægger vægt på, at du

  • har praktisk laboratorieerfaring bl.a. med opsætning, validering og kvalitetssikring af analysemetoder f.eks. gennem et ph.d.-studie eller i tidligere ansættelse.
  • har et godt overblik og evner at arbejde systematisk og effektivt - også med mange bolde i luften.
  • vil påtage dig lederrolle i små og store projekter.
  • har gode samarbejdsevner og udviser fleksibilitet i hverdagen.
  • har praktisk erfaring i databehandling herunder brug af Excel.
  • har lyst til at påtage dig undervisningsopgaver.
  • er åben og ærlig og god til at dele viden.
  • har et godt humør og masser af energi.

Om Aarhus Universitetshospital, Blodprøver og Biokemi og ansøgningsproces 

Aarhus Universitetshospital er et af landets mest specialiserede hospitaler beliggende i Skejby. 

Blodprøver og Biokemi er en af landets største laboratorieafdelinger med højt kvalificerede medarbejdere og moderne udstyr med laboratoriedrift døgnet rundt. Der er ansat ca. 300 medarbejdere ved afdelingen, herunder bioanalytikere, læger, biokemikere, sekretærer, IT/økonomimedarbejdere og laboratorieteknikere. 

Afdelingen varetager prøvetagning og analysearbejde på såvel basis-, regions- og højtspecialiseret niveau. Afdelingen udfører årligt ca. 13 mio. analyser og har ca. 1,5 mio. patientkontakter. Afdelingen er akkrediteret og opfylder akkrediteringskravene i ISO 15189. Afdelingen råder over avanceret analyseteknologi med både automatiserede analysesystemer samt mange forskellige typer specialiseret analyseudstyr, bl.a. HPLC, massespektrometri, flowcytometri, elektroforese systemer, blod-gasudstyr, koagulationsudstyr, udstyr til sekventering og mange former for mindre analyseudstyr (nær-patientudstyr), der er placeret på hospitalets kliniske afdelinger. Afdelingen bidrager med undervisning og uddannelse inden for flere faggrupper og udfører forskning på et højt niveau. Afdelingen har et tæt samarbejde med hospitalets mange kliniske afdelinger, de biokemiske afdelinger i regionen, øvrige laboratoriespecialer og lægepraksis i Aarhus området. Dette betyder, at du vil få kontakt med mange forskellige faggrupper/områder, og bliver en del af et spændende fagligt miljø.

Du kan læse mere om Blodprøver og Biokemi og Aarhus Universitetshospital på www.biokemi.auh.rm.dk

Yderligere oplysninger om jobbet kan fås ved henvendelse til cheflæge Mie Samson på miesam@rm.dk.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

Ansøgning sendes via nedenstående link. Vedhæftet dokumentation for uddannelse, oplysning om referencer samt eventuelt andre relevante bilag. 

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 24. juni 2024

Ansøgningsfrist: 16. juni 2024

Ansættelse: 1. august 2024 eller snarest derefter

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Kemiker
Tiltrædelse: 01-08-2024
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital
Afdeling:
Blodprøver og Biokemi - Biokemikere
Lokation: Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200, Aarhus N
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Mie Samson Cheflæge
Telefon: 4014 4864
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk