Cheflæge til Bedøvelse og Operation Nord, Aarhus Universitetshospital (Genopslag)

Er du en visionær, beslutsom og samarbejdsstærk ledende anæstesiolog, der sammen med chefsygeplejersken kan gå forrest med at drive og udvikle afdelingen sammen med funktionsledere og medarbejdere? Så skal du søge cheflægestillingen i Bedøvelse og Operation Nord på Aarhus Universitetshospital (AUH). 

Jobbeskrivelse 

AUH tilbyder en lederstilling på strategisk niveau i en højt specialiseret bedøvelses- og operationsafdeling på AUH, hvor du sammen med chefsygeplejersken står i spidsen for at lede en velfungerende funktionsledergruppe og en stor medarbejdergruppe, hvor engagement og høje faglige ambitioner går hånd i hånd med en uformel tone, psykologisk sikkerhed og godt kollegaskab. Derudover er du som cheflæge i Bedøvelse og Operation Nord fast medlem af AUH’s beredskabsråd. 

Sammen med chefsygeplejersken er din opgave at sikre stabil drift med en optimal lejeudnyttelse og operationsdrift inden for de givne fysiske og økonomiske rammer. Bedøvelse og Operation Nord står ligesom resten af AUH over for en stor opgave, så hospitalet ved transformative tiltag får mest ud af hospitalets kapacitet. På operationsområdet handler det om, hvordan vi opnår den størst mulige operationskapacitet i samarbejde med de kirurgiske afdelinger. For at nå dette mål, er der behov for at se på principperne for, hvordan vi driver og bemander operationsområdet, så hospitalet hele tiden sikrer, at vi benytter vores medarbejdere på den mest optimale måde med henblik på at øge den kliniske aktivitet. 

Stillingen som cheflæge indebærer, at du aktivt skal bidrage til udviklingen af det tætte samarbejde med særligt de seks kirurgiske afdelinger, som sammen med Bedøvelse og Operation Nord hører til AUH's Operationsområde Nord, herunder være med til at definere mål, retning og prioriteringer for operationsområdet, så patienterne får de bedste forløb og den allerbedste behandling og pleje.

Du har desuden en opgave med at styrke uddannelse, udvikling og forskning inden for området sammen med de andre bedøvelses- og operationsafdelinger på hospitalet. 

Dine kvalifikationer

Vi søger en erfaren speciallæge i anæstesi eventuelt suppleret med relevant kirurgisk baggrund. Du har solid klinisk erfaring inden for operationsområdet og gerne fra et universitetshospital. Vi forventer, at du har ledelseserfaring på minimum ledende overlæge niveau. Din praktiske ledelseserfaring ses gerne kombineret med teoretisk lederuddannelse og forskningskompetencer.

Vi søger en kliniknær leder med høj faglighed, for hvem det er vigtigt, at afdelingen yder på et højt niveau, og en leder som søger og skaber viden og evidens inden for klinisk praksis på bedøvelses- og operationsområdet. 

Du er et troværdigt og ordentligt menneske, som har forståelse for relationers betydning for at lykkes, og det er naturligt for dig, at resultater skabes i samarbejde. Det forventes, at din ledelsesstil er ærlig og direkte, samskabende og dialogbaseret. Du er en dygtig kommunikator og en strategisk, visionær og beslutsom retningsgiver, som har viljen og evnen til at mobilisere og skabe de nødvendige forandringer, der skal til. 

Som leder udviser du tydelig, synlig og nærværende ledelse og har modet til at stå fast, også når det er svært. I rollen som cheflæge er der brug for, at du er nytænkende og idérig, og at du tør fastholde beslutninger og eksekvere, så der skabes markante resultater til gavn for afdelingens mange patienter.

Danmarks komplette hospital 

AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret universitetshospital, der samtidig er akuthospital for 362.000 borgere i Aarhus. Vi er kåret som Danmarks bedste hospital i 2024 og er samlet i én hospitalsby med 10.500 medarbejdere, som samarbejder i stærke fællesskaber på tværs af fag og afdelinger. Vi er landets komplette hospital med både den brede og højeste faglighed, hvor vi møder hele mennesket og skaber resultater gennem samarbejde. Vi forsker i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med regionale, nationale og internationale partnere. AUH er som det eneste danske hospital medlem af den europæiske hospitalsalliance, EUHA, ligesom hospitalet er medlem af 19 europæiske netværk for sjældne sygdomme (ERN). I disse år er vi særligt optaget af at udvikle hospitalet til morgendagens virkelighed, hvor AUH skal bidrage til sundhedsvæsenet ved at tage ansvar for et større antal patienter samtidig med, at vi bliver færre medarbejdere til at varetage opgaverne.

Bedøvelse og Operation Nord er kendetegnet ved at varetage mangeartede komplekse operationer med regions- og landsdelsfunktioner, som kræver høj grad af specialisering og fortsat udvikling af ekspertteams. Afdelingen består af fem afsnit fordelt på fire operationsgange, der leverer akut og elektiv anæstesi-, operations- og perioperativ assistance inden for følgende kirurgiske specialer: ortopæd-, hjerne- og ryg-, øre-, næse- og hals-, tand-, mund- og kæbe-, øjen- og plastikkirurgi, og et forberedelses- og opvågningsafsnit, som modtager, klargør, observerer og hjemsender operationspatienten.

Der er ansat 290 meget engagerede medarbejdere i afdelingen fordelt på forskellige faggrupper blandt andet anæstesilæger, sygeplejersker, operationssygeplejersker, anæstesisygeplejersker mfl. Afdelingen har 10 funktionsledere og en lærestolsprofessor i anæstesiologi (delt med Bedøvelse og Operation Syd, Bedøvelse og Operation Øst, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi og Intensiv).

Medarbejdere og funktionsledere er kompetente, engagerede og dedikerede, og sammen med de kirurgiske afdelinger løser de højt specialiserede og fagligt udfordrende opgaver, som er med til at sætte AUH på landkortet. Afdelingen er involveret i traumekald, bidrager til bemanding af lægehelikopter og -ambulance og varetager både AUH-funktioner, såvel som regionale og nationale funktioner. 

Når du bliver ansat som cheflæge gør vi os umage med at tage rigtig godt imod dig med et skræddersyet onboarding-forløb både for dig og dit afdelingsledelsesteam. 

Ansættelsesvilkår, ansøgning og tiltrædelse 

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. 

Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller.

Stil ansøgning, CV og relevante bilag til AUH's hospitalsledelse via linket i annpncen. Ansøgningsfrist er 24. maj. Tiltrædelse er 1. august. 

Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte chefsygeplejerske i Bedøvelse og Operation Nord, Carina Poulsen, mobil: 5148 1490, mail: caripoul@rm.dk eller lægefaglig direktør, Michael Braüner Schmidt, mobil: 2728 1196, mail: mischm@rm.dk

Første samtalerunde er 5. juni. Anden samtalerunde er 26. juni. Som udgangspunkt vil der blive udarbejdet personprofilanalyse mellem første og anden samtalerunde. Du vil få en personlig tilbagemelding på analysen.

 

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Cheflæge
Tiltrædelse: 01-08-2024
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital
Afdeling:
Bedøvelse og Operation Nord
Lokation: Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200, Aarhus N
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Carina Poulsen Chefsygeplejerske
Telefon: 5148 1490
Kontakt: Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør
Telefon: 2728 1196
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk