Ergoterapeut til Sengeafsnit 3, Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Brænder du for neurorehabilitering, og motiveres du af at gøre en konkret forskel for mennesker med erhvervet hjerneskade? Trives du i et tæt tværfagligt samarbejde, hvor patientens mål og muligheder er i centrum? Så er det måske dig, vi søger som ergoterapeut på Sengeafsnit 3.

Vi søger en ergoterapeut til en fast stilling fra den 1. december 2026. Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid og indebærer dag-, aften- og weekendvagter med weekendvagt i gennemsnit hver 4. weekend.

Om Sengeafsnit 3
På Sengeafsnit 3 arbejder vi med højtspecialiseret neurorehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade. Mange af vores patienter har svære kognitive udfordringer, men målgruppen er bred og varieret, hvilket giver et alsidigt og fagligt spændende arbejdsmiljø.

Du vil møde patienter med omfattende sensomotoriske, perceptuelle og kommunikative udfordringer, herunder dysfagi, såvel som patienter med et højt fysisk funktionsniveau, hvor de primære udfordringer er kognitive, emotionelle og/eller adfærdsmæssige. Hvert patientforløb er unikt, og rehabiliteringen kræver en individuelt tilpasset indsats, hvor faglighed, kreativitet og samarbejde går hånd i hånd.

Din rolle som ergoterapeut
Som ergoterapeut bliver du en central del af patienternes rehabiliteringsforløb i et tæt tværligt samarbejde. Du arbejder med undersøgelse, behandling og vejledning på tværs af krops-, aktivitets- og deltagelsesniveau med udgangspunkt i den enkelte patients mål, ressourcer og behov.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Ergoterapeutisk undersøgelse og behandling af aktivitetsudfordringer.
  • Træning og vejledning i personlige aktiviteter i dagligdagen (P-ADL).
  • Undersøgelse og behandling af dysfagi.
  • Vurdering og behandling af kognitive, perceptuelle og sensoriske funktioner.
  • Tilrettelæggelse af rehabiliteringsforløb med afsæt i en neuropædagogisk tilgang.
  • Undervisning og vejledning af patienter, pårørende og samarbejdspartnere.

Du vil indgå i både individuelle behandlingsforløb, tværfaglige dobbeltbehandlinger og fælles aktiviteter, hvor rehabilitering tænkes ind i meningsfulde hverdagsaktiviteter.

Et stærkt fagligt fællesskab
Du bliver en del af en medarbejdergruppe på omkring 50 engagerede kolleger bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger, fysioterapeuter og seks ergoterapeuter.

Vi arbejder i tværfaglige teams omkring den enkelte patient, og vi lægger stor vægt på respekt for hinandens fagligheder. Som ergoterapeut bidrager du med din særlige viden om aktivitet, deltagelse og hverdagsliv, samtidig med at du bliver en del af et tæt og udviklende samarbejde.

Vi tilbyder:

  • En unik mulighed for at arbejde med højtspecialiseret neurorehabilitering.
  • Et struktureret introduktionsforløb med relevante kurser og oplæring.
  • En monofaglig mentor og erfarne kolleger, som understøtter din faglige udvikling.
  • Gode muligheder for sparring, undervisning og kompetenceudvikling.
  • Et stærkt tværfagligt samarbejde med patienten i centrum.
  • En arbejdsplads præget af høj faglighed, psykologisk tryghed og hjælpsomme kolleger.
  • Mulighed for at udvikle både dine ergoterapeutiske og neuropædagogiske kompetencer.

Hvem er du?

  • Du har interesse for neurorehabilitering og gerne erfaring inden for området.
  • Du er nysgerrig på sammenhængen mellem ergoterapi og neuropædagogik.
  • Du kan arbejde selvstændigt og samtidig trives i et tæt tværfagligt samarbejde.
  • Du er refleksiv, fleksibel og motiveret for faglig udvikling.

Det vigtigste for os er, at du har lyst til at indgå i et engageret fællesskab og bidrage til rehabiliteringsforløb af høj faglig kvalitet.

Derfor skal du vælge os
På Sengeafsnit 3 tror vi på, at de bedste rehabiliteringsforløb skabes gennem stærke relationer, høj faglighed og et godt arbejdsmiljø. Vi prioriterer læring, sparring og udvikling højt og arbejder aktivt for at skabe en kultur, hvor det er trygt at stille spørgsmål, dele erfaringer og lære af hinanden.

Hvis du ønsker at gøre en forskel for mennesker med erhvervet hjerneskade og blive en del af et fagligt stærkt og engageret fællesskab, glæder vi os til at høre fra dig.


Om Regionshospitalet Hammel Neurocenter (RHN):
Regionshospitalet Hammel Neurocenter er Vestdansk Center for den højtspecialiserede neurorehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade og vi besidder derfor den højeste ekspertise på dette område. RHN modtager svært hjerneskadede patienter fra hele Vestdanmark, dvs. Jylland og Fyn. 

Neurorehabiliteringen på RHN er organiseret i fire subspecialer: Tidlig neurorehabilitering, sensomotorisk subspeciale, kognitivt subspeciale og subspeciale for børn og unge. Til alle subspecialer er tilknyttet en klinik. 

Regionshospitalet Hammel Neurocenter har 84 behandlingspladser og behandler årligt 700 patienter. Der er ca. 520 ansatte, heraf 60 fysioterapeuter og 60 ergoterapeuter.
Se nærmere om Hammel Neurocenter på www.neurocenter.dk

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Regionshospitalet Lemvig og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,5 mia. kr. årligt.

De fem regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt her

Yderligere oplysninger 
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende terapeut Anne Præst på tlf: +4522777310

Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende autorisations ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest den 18. oktober 2026
Samtaler forventes at blive afholdt den 23. oktober 2026
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til lov om børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt
Interesserede ansøgere, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Ergoterapeut
Tiltrædelse: 01-12-2026
Arbejdssted: Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Hammel Neurocenter
Afdeling:
Neurocenter Sengeafsnit 3 - RHN
Lokation: Voldbyvej 15, 8450, Hammel
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Anne Præst Ledende terapeut
Telefon (Primær kontakt): +4522777310
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk