Forsker til organisationsstudier af tværsektorielt samarbejde, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital

Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA) gennemfører en række praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter med det formål at fremme det tværsektorielle samarbejde – blandt andet gennem udvikling og afprøvning af nye samarbejdsmodeller og digitale datadelingsværktøjer. 

Vi søger en samfundsvidenskabelig forsker, som selvstændigt kan undersøge og analysere organisatoriske processer i og betydning af forsknings- og udviklingsprojekter, der aktivt søger at styrke samarbejdet på tværs af sektorer, organisationer og fagligheder i sundhedsvæsenet. Stillingen er tidsbegrænset tre år, fuldtid 37 timer om ugen og til besættelse den 1. september 2025. Du tilknyttes Enheden for Sammenhængende Patientforløb og Tværsektorielle Indsatser (TVÆRS). 

Kort beskrivelse af stillingen

Du vil i SDCA få en alsidig og selvstændig forskerrolle og forventes at indgå med høj samfundsvidenskabelig faglighed i samtlige forskningsfaser på tværs af en sammensat portfolio af både igangværende og opstartende forskningsprojekter indenfor organisering og ledelse. Projekterne du undersøger, kendetegnes ved at bygge bro på tværs af sektorer, organisationer og fagligheder, hvilket giver rig mulighed for at frembringe ny og praksisnær organisatorisk forskningsviden, herunder hvad virker, hvor, hvordan og under hvilke omstændigheder. Projekterne udvikles og afprøves i tæt samarbejde med eksterne partnere (fx almen praksis, hospitaler og kommuner), hvilket muliggør komparative studier på tværs af Steno-centre, sektorer og regioner, og som du skal kunne gennemføre. Dine opgaver vil inkludere, men er ikke begrænset til, at formulere forskningsdesigns og -spørgsmål, gennemføre dataindsamling, analysere data, præsentere resultater og skrive forskningsartikler. Du vil bidrage til at sikre sammenhæng og komplementaritet i portfolioen af organisatoriske forskningsstudier og medvirke til at identificere og igangsætte nye forskningsansøgninger og -projekter.

Du vil primært arbejde med kvalitative metoder, men stillingen kræver også erfaring med kvantitative metoder for at kunne bidrage til tværfaglige analyser og samarbejder. Du får indflydelse på, hvordan du vil foretage dataindsamling og –analyse inden for projekternes formål. Foruden at arbejde med en høj metodemæssig grundighed skal du have erfaring med og kunne begå dig i og indsamle data i en praksisnær virkelighed og etablere tillidsfulde relationer med aktører på tværs af sektorer og organisationer, herunder fagprofessionelle og ledere internt på Steno-centrene. Du vil blive en del af både lokale og nationale forskningsgrupper, hvor din forskning vil indgå i et tæt samspil med andres studier, hvilket forudsætter gode samarbejdsevner og evne til at bidrage aktivt til vidensdeling og fælles udvikling. 

Det er en forventning, at du har erfaring med at undersøge komplekse interventioner, forandringsprocesser og ledelse i sundhedsvæsnet komparativt på tværs af geografiske, professionelle, organisatoriske eller sektor grænser. En central opgave vil være at udvikle, skrive og udgive forskningsartikler i internationalt anerkendte tidsskrifter. Du vil også formidle resultaterne til praktikere og beslutningstagere. Ud over at gavne mennesker, der lever med eller er i risiko for diabetes, skal den viden, du frembringer, skabe generel forskningsbaseret indsigt i, hvordan et effektivt, sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen kan organiseres og implementeres under forskellige organisatoriske, politiske og institutionelle vilkår.

Dine opgaver

  • Gennemføre forskningsprojekter i samarbejde med projektpartnere
  • Indsamle og analysere forskningsdata, herunder særligt kvalitative data
  • Skrive og udgive internationale videnskabelige publikationer
  • Deltage i og bidrage til forskningsprojekter lokalt i Aarhus og i eksterne samarbejder, herunder øvrige Steno-centre
  • Bidrage til at udvikle nye forskningsansøgninger og -projekter.

Hvem er du

  • Har en samfundsvidenskabelig Ph.d.-grad i sociologi eller statskundskab
  • Har udgivet forskningsartikler om organisatoriske forandringer
  • Har stor forskningserfaring efter opnået ph.d.-grad
  • Har kendskab til det danske sundhedsvæsen og dets policy-kontekst
  • Har erfaring med skriftlig og mundtlig forskningsformidling på dansk og engelsk
  • Har høj grad af selvstændighed, gode samarbejdsevner til både kollegaer og eksterne, og bidrager til et godt arbejdsmiljø.

Vi kan tilbyde

  • Et dynamisk miljø af forskere (bl.a. klinisk medicin, epidemiologi og folkesundhedsvidenskab), klinisk personale (bl.a. læger, sygeplejersker og psykologer) og stabsansatte (bl.a. økonomi, statskundskab og sekretærer)
  • En hverdag med et spændende, udfordrende og afvekslende job, hvor du får ansvar og mulighed for både faglig og personlig udvikling
  • Faglig sparring og et bredt arbejdsfællesskab med engagerede og tværfaglige kolleger
  • Mulighed for at præge en højaktuel forskningsagenda om fremtidens sundhedsvæsen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. 

Kontakt
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte forskningsprogramleder Thim Prætorius på thipra@rm.dk eller 2388 2453.

Ansøgning
Send din ansøgning senest fredag den 4. juli. Samtaler forventes afholdt i begyndelsen af august.   

Du søger stillingen ved at klikke på ”Send ansøgning” nederst i stillingsopslaget. 

Medsend motiveret ansøgning, herunder særligt hvordan du med dine kompetencer kan bidrage til og løfte stillingen som organisationsforsker (max 2 sider), CV, ph.d.-bevis, eksamensudskrifter, publikationsoversigt og op til tre relevante videnskabelige artikler eller working papers.

Læs mere

Om Steno Diabetes Center Aarhus

I Steno Diabetes Center Aarhus tror vi på, at alle mennesker med diabetes kan få et godt liv. Et liv fyldt med glæde, livskvalitet og muligheder for at træffe egne frie valg gennem hele livet.
Steno Diabetes Center Aarhus er etableret den 1. januar 2018 i et samarbejde mellem Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden med det formål at løfte diabetesindsatsen i Region Midtjylland til gavn for alle mennesker med diabetes.

Vi skal være drivkraften bag nyskabende tiltag og udviklingsprojekter i Region Midtjylland inden for behandling, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde på diabetesområdet.

Visionen er at opbygge et internationalt anerkendt videns- og kompetencecenter, som udvikler diabetesbehandling i verdensklasse samt bidrager til mere sammenhængende patientforløb og samarbejde på tværs i Region Midtjylland.

For at det kan lykkes, skal Steno Diabetes Center Aarhus være omdrejningspunkt for samarbejde med alle relevante parter inden for diabetesområdet på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis.

Steno Diabetes Center Aarhus er fysisk placeret ved Aarhus Universitetshospital. Her varetager her vi behandling af børn, unge og voksne med diabetes samt voksne med svær overvægt.

Læs mere om Steno Diabetes Center Aarhus her og følg med på LinkedIn og Twitter.


Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Forsker
Tiltrædelse: 01-09-2025
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital
Afdeling:
Steno Diabetes Center Aarhus
Lokation: Palle Juul-Jensens Boulevard, 11, 8200, Aarhus
Beskæftigelsestype: Tidsbegrænset
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Thim Prætorius Seniorforsker
Telefon (Primær kontakt): 2388 2453
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk