Funktionsleder til HR – Aarhus Universitetshospital

Vil du stå i spidsen for centrale HR-opgaver på Danmarks største universitetshospital og være med til at understøtte transformationen af sundhedsvæsenet gennem stærke, professionelle og sammenhængende HR-indsatser?

Vi søger en funktionsleder til HR-Jura, Forhandling, Sygefravær, Data og Sekretariat, som sammen med HR-chefen og HR’s fire øvrige funktionsledere skal være med til at sikre, at HR er en aktiv og værdiskabende samarbejdspartner for hospitalets ledere.

Sundhedsvæsenet står over for markante forandringer i forlængelse af sundhedsreformen og den generelle samfundsudvikling. Hospitalerne skal i stigende grad understøtte mere sammenhængende patientforløb, arbejde tættere sammen med det nære sundhedsvæsen og sikre en bæredygtig anvendelse af arbejdskraft og ressourcer. For AUH betyder det, at vi fortsat skal levere højt specialiseret behandling, forskning og uddannelse – samtidig med at vi er en attraktiv og bæredygtig arbejdsplads i en hverdag præget af højt tempo og kontinuerlige forandringer.

HR spiller en central rolle i denne transformation, som kalder på nye løsninger og måder at arbejde på, hvor HR i endnu højere grad skal understøtte AUH’s ledere strategisk, datadrevet og tæt på den daglige drift. I denne stilling får du derfor en vigtig opgave i at sikre, at HR’s kerneopgaver kontinuerligt udvikles og løses gennem robuste, professionelle og på samme tid smidige løsninger.

Om stillingen
Som funktionsleder i HR får du ansvar ind i at sikre både den daglige drift og den strategiske videreudvikling af HR-området på AUH. Du bliver personaleleder for ca. 20 medarbejdere med en bred vifte af opgaver inden for personalesager, personalejura, sygefravær og fastholdelse, HR-data og analyse, overenskomstfortolkning og lønforhandling samt sekretariatsfunktioner.

Du indgår i Hospitalsstabens samlede ledergruppe, hvor vi sammen har fokus på, hvordan vi robustgør og udvikler Hospitalsstaben til fremtiden.

Vi forventer, at du har relevante faglige og ledelsesmæssige kompetencer og desuden:

  • Relevant uddannelse og efteruddannelse
  • Erfaring med personaleledelse i en større, kompleks organisation – gerne fra sundhedsvæsenet eller en større offentlig organisation
  • Solid erfaring inden for eller indgående kendskab til flere af de faglige ansvarsområder i stillingen
  • Erfaring med anvendelse af HR-data og analyser til at understøtte og kvalificere ledelsesbeslutninger
  • Evne til at skabe overblik over og omsætte strategier og reformkrav til driftsnære HR-løsninger til gavn for det samlede AUH

Som funktionsleder i HR skal din ledelsesstil være dialogbaseret og præget af tillid, frihed og ordentlighed. Du skal kunne mobilisere og involvere medarbejderne i den transformation, som allerede er i gang på både hospitalet og i HR med henblik på at udvikle fremtidens løsninger.

Du skal desuden:

  • være en stærk kommunikator og sparringspartner for ledere på alle niveauer
  • udvise handlekraft i en kompleks hverdag og samtidig bevare overblikket
  • sikre tydelige prioriteringer og beslutninger – også i modvind
  • kunne trives i et tæt samarbejde på tværs af organisationen og have fokus på de gode relationer

Det er derudover vigtigt for os, at du bidrager aktivt til at skabe de bedste rammer for enhedens trivsel og psykologiske tryghed.

Vi tilbyder
En spændende, udviklende, men også udfordrende stilling med fokus på driftsnære løsninger og strategisk HR-ledelse. Du bliver en del af et stærkt ledelsesfællesskab og får mulighed for stor indflydelse sammen med dygtige og engagerede medarbejdere.

Stillingen er en fuldtidsstilling og forventes besat 1. juni 2026. 

Ansøgningsfristen er den 21. april 2026.

Samtaler forventes afholdt den 28. april 2026.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om stillingen, kontakt HR-chef Janni Hedegaard på tlf. 30 38 71 90 eller mail: jannhede@rm.dk

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst.


AUH og HR
Aarhus Universitetshospital er et af Danmarks mest specialiserede universitetshospitaler med knap 13.000 medarbejdere. HR er en samlet afdeling i Hospitalsstaben med 85 medarbejdere, der varetager opgaver inden for hele HR-paletten. Afdelingen er organiseret i fem enheder, som hver består af mindre faglige arbejdsfællesskaber.

Ledergruppen består af HR-chefen og 5 funktionsledere.  Se Hospitalsstaben og HR’s organisering her: https://www.fagperson.auh.dk/afdelinger/hospitalsstaben/


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Ledelse
Tiltrædelse: 01-06-2026
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital
Afdeling:
Stab, HR, Jura, Forhandling, Sygefravær og Data
Lokation: Hedeager, 1, 8200, Aarhus
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Janni Hedegaard HR chef
Telefon (Primær kontakt): 3038 7190
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk