Vil du bruge din socialpædagogiske faglighed dér, hvor den virkelig betyder noget?
Barselsvikariatet er på 37 timer og med start den 1. december 2026 - 30. november 2027.
Har du mod på faglige udfordringer og udvikling og vægter tværfagligt samarbejde højt, så er det måske noget for dig at være i et vikariat på Hamarhus.
Vi arbejder med børn og unge med autisme spektrum forstyrrelse. Mange af vores børn og unge har tillægsdiagnoser som angst, OCD, selvskade og spiseforstyrrelser. Vores børn og unge har brug for trygge voksne, der kan møde dem med ro, forståelse og faglighed – i både gode og svære situationer.
Om Hamarhus
Hamarhus er et børne- og ungehjem for børn og unge fra 7- 18 år jf. § 43 i Barnets Lov og et midlertidigt botilbud jf. § 107 i SEL for unge mellem 18 og 20 år. Vi er en del af Specialområde Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland og ligger i Viborg.
Vi arbejder ud fra et humanistisk børne- og ungesyn, hvor alle børn gør deres bedste og har ret til at blive set, hørt og respekteret. Vores pædagogiske grundlag bygger på Low arousal, autismepædagogik, sanseprofiler og neuroaffektiv udviklingspsykologi, som vi anvender målrettet for at understøtte den enkeltes udvikling. Vi arbejder tæt sammen med pårørende, kommuner og andre fagligheder og derfor prioriterer vi uddannelse, innovation og kvalitet højt.
Om Specialområde Børn og Unge
SBU er ét af Region Midtjyllands otte specialområder og består af seks specialiserede afdelinger, to interne skoler, en specialbørnehave, STU og individuelt tilrettelagte dagtilbud. Det giver os mulighed for at tilbyde særligt specialiserede løsninger til kommunerne og skabe udviklingsmuligheder for nogle af samfundets mest udsatte børn og unge.
Praktisk
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst indgået mellem SL og Danske Regioner.
Kørekort er nødvendigt, da der også vil være kørsel med de unge. Straffe- og børneattest indhentes ved ansættelse.
Ansøgningsfrist: 8. oktober 2026
Samtaler: 19. oktober 2026
Tiltrædelse: 1. december 2026
Ved spørgsmål kontakt:
Afdelingsleder Mariann Raaby Nielsen på tlf. 23 93 98 30.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk