HR-konsulent med passion for rekruttering og administrative opgaver til Digitalisering og It (barselsvikariat)

Har du det allerbedst, når rekrutteringsprocesserne spiller, og når du kan være den hjælpsomme, driftssikre kollega, der får HR-hverdagen til at glide? Trives du samtidig med at være tæt sparringspartner for både ledere og medarbejdere i en stor og meningsfuld it-organisation? Så glæder vi os allerede til at møde dig. 

Du bliver en del af et stærkt og socialt fællesskab, hvor der er plads til både gode grin, nørkleri med processer og høj service. Vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden, når opgaverne kræver det. Det betyder, at du aldrig står alene med en udfordring.  

Rekruttering fra A til (næsten) Z – sammen skaber vi værdi  
Du bliver en vigtig del af teamet, der får vores rekrutteringer til at fremstå professionelle, effektive og imødekommende for både kandidater og ledere. Professionelle rekrutteringer og god onboarding skaber stærke teams, som er afgørende for at levere stabile, sikre og brugervenlige it-løsninger til regionens hospitalsvæsen og borgere. 

I år har vi budt 100 nye kollegaer velkommen og sendt cirka 50 godt videre til deres næste eventyr. Det giver en levende og varieret hverdag, hvor du rådgiver, koordinerer og holder styr på alle trådene – fra behov til første arbejdsdag og hele vejen frem til en ordentlig offboarding. 

Dine opgaver vil blandt andet være at:  

  • tilrettelægge tidsplaner og planlægge samtaleforløb  
  • indkalde kandidater og håndtere den administrative del af rekrutteringen (lønforhandling og kontrakter ligger hos vores gode kollegaer i Koncern HR)  
  • lave search og deltage i samtaler, når det giver mening  
  • sikre en god onboarding af nye kollegaer, fra systemoprettelse til velkomstinfo  

En bred HR-rolle med fokus på høj service 
Selvom rekruttering fylder meget i perioder, får du også en bred HR-hverdag. Du bliver sparringspartner på f.eks. ferie, barsel, trivsel og samarbejde, og du er ofte den, der finder “det gode svar”, når nogen har brug for hurtig eller velovervejet hjælp. Der kommer løbende mange typer opgaver forbi – både velkendte og helt nye – og vi griber dem med nysgerrighed.  

Hvis du kan lide at kaste dig ud i tingene, er vild med mange forskelligartede opgaver, hvor ingen er for små, skifte mellem forskellige opgaver og bruge hele HR-værktøjskassen aktivt, kommer du til at stortrives hos os.  

Vi er på udkig efter dig, der har erfaring med... 

  • at rekruttere til mange stillinger samtidigt 
  • ferie, barsel og andre gode HR-grundregler  
  • Garuda FokusProfil eller lignende personprofil 
  • at arbejde struktureret og kan finde de smarte genveje for at optimere arbejdet 

Har du erfaring med Emply eller Silkeborg Data, er det et plus – men ikke et krav. 

Velkommen til Organisationsudvikling, hvor faglighed og gode grin går hånd i hånd 
Du bliver en del af vores fantastiske team i Organisationsudvikling, hvor vi er 16 kollegaer, der arbejder tæt sammen. Da Nanna går på barsel for at bidrage til samfundets næste generation af medarbejdere, bliver det Charlotte og Janne, der bliver dine nærmeste HR-kollegaer.  Vi prioriterer fællesskab højt og hjælper hinanden på tværs af fagligheder – for vi ved, at vi når længst, når vi gør det sammen.  

Og ja, vi tager også det sociale ret alvorligt. Din hverdag bliver beriget med vores traditionsrige tomat- og chilidyrkningskonkurrence, spontane “VM’er” i havespil, padelture og fælles middage. Vi er fast tilmeldt DHL hvert år – og vi har faktisk en løbeklub, der lige nu mest løber i teorien. Måske du kan bringe ny energi til den? 

 Vi tilbyder et hybridt arbejdsliv med mulighed for hjemmearbejde, når det passer til opgaverne og teamet. Du får base i Viborg, men har også arbejdsdage i Aarhus. 
 Vikariatet er som udgangspunkt på 1 år - med mulighed for forlængelse.  

Er du interesseret?  
Send os din søgning senest den 6. januar 2026. Vi forventer at afholde 1. samtale den 16. januar og en eventuel 2. samtale den 23. januar. Derudover skal der udfyldes en fokusprofil. 

Har du spørgsmål til stillingen, kan du sende en mail til HR-konsulent Janne Damgaard på JADANI@rm.dk. Bemærk at svartiden vil være præget af julehygge og helligdage, da vi holder juleferie.  

Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer  

Du vil opleve, at der er fokus på dig som medarbejder og som menneske. Vi arbejder med løbende MUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.

Som ny medarbejder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere. 

Arbejdsugen er på 37 timer med betalt frokostpause og gode rammer.

Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.

Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt. 

Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse. 

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedInDu kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Konsulent
Tiltrædelse: 01-03-2026
Arbejdssted: Regionshuset Viborg, Regionshuset Aarhus, Digitalisering og It
Afdeling:
Organisationsudvikling
Lokation: Skottenborg, 26, 8800, Viborg, Denmark
Beskæftigelsestype: Vikariat
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Tina Guldhammer Vestergaard Områdeleder
Kontakt: Ved administrative spørgsmål: kontakt HR-konsulent Janne Damgaard på JADANI@rm.dk
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk