Er du supergod til at levere it-support? Og har du lyst til at være en vigtig del af at sikre, at pc’er, mobile enheder, printere, it-systemer og netværk kører problemfrit hos vores mange brugere på Aarhus Universitetshospital i Skejby? Er du så agil og fleksibel, at du kan håndtere en oftest skiftende hverdag med lige dele planlagte, spændende, udfordrende, tværgående, uplanlagte, haste, simple, monotone og kaotiske opgaver? Så læs videre her.
Lige nu har du alle tiders mulighed for at blive en del af en af landets største digitaliserings- og it-afdelinger i et dynamisk Mobilsupport-team.
Second-line on-site support med tætte samarbejder
Som it-supporter kommer du til at yde second-line "on-site"-support i samarbejde med vores centrale Service Desk og kolleger fra andre grupper i Mobilsupport-teamet. Vi styrer alle vores opgaver via et fælles ITSM-system (Service Now).
Jobbet som it-supporter består af tre overordnede opgaver:
1. Opstilling af nyt udstyr og livscyklus-udskiftning af udstyr
2. Support-driftsopgaver (incidents og requests)
3. Deltagelse i it-projekter
Hverdagen der venter dig
Du bliver en del af området Mobilsupport, hvor vi er ca. 40 medarbejdere. I samarbejde med vores Service Desk løser vi sager for Region Midtjyllands brugere på hospitaler, stabe og institutioner.
Der venter dig et spændende, udfordrende og selvstændigt job, hvor ikke to dage ligner hinanden. Det kræver, at du er en selvstændig it-supporter, der arbejder struktureret med et stort overblik, bolde i luften og et køligt hoved, når det hele går stærkt - og det sker ofte hos os.
Vi forventer derfor, at du som minimum har en it-supporteruddannelse eller en tilsvarende teknisk uddannelse på bachelor-niveau eller højere.
Du er på udkig efter dig, der har...
Det er ønskeligt, at du har B-kørekort og helst egen bil, så du også kan løse opgaver på andre lokationer og institutioner ved behov.
Samarbejdende, serviceminded og professionel
Vi hjælper brugere på tværs af hospitaler og enheder, og derfor er det vigtigt, at du trives med brede samarbejdsflader og forskellige fagligheder – både administrative og kliniske. Du møder folk dér, hvor de er, får energi af brugerkontakt og sætter en professionel ære i at levere kompetent og imødekommende support.
Er du interesseret?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder for Mobilsupport, Lars Axelsen, på 2475 0618.
Vi lægger meget vægt på, at du i ansøgningen forklarer, hvorfor du brænder for at yde god it-support til brugerne, hvad der gør dig motiveret til at søge job lige præcis hos Region Midtjylland, og at du underbygger dine kompetencer med konkrete eksempler. Vis gerne dine relevante resultater i dit CV, så vi ikke alene kan se, hvad du har lavet, men også kan se, hvor godt du har gjort det.
Send din ansøgning senest den 30. november. Vi forventer at afholder samtaler den 9. december og du må inden da forvente at skulle udfylde en fokusprofil.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.