Vil du være med til at styrke kvalitet, patientsikkerhed og sygeplejefaglig udvikling for børn, unge og deres familier?
Vores mangeårige kvalitetssygeplejerske går på pension, og vi søger derfor en fagligt stærk og engageret sygeplejerske, der brænder for kvalitetsudvikling, forbedringsarbejde og tværfagligt samarbejde.
Som kvalitets- og udviklingssygeplejerske får du en central rolle i at understøtte afdelingens arbejde med kvalitet, patientsikkerhed, faglig udvikling og implementering af nye initiativer. Samtidig bliver du en vigtig medspiller i udviklingen af det tværsektorielle samarbejde med kommuner og sundhedsplejen som led i den aktuelle sundhedsreform.
I Børn og Unge arbejder vi ud fra en stærk sygeplejefaglig kernefortælling med afsæt i Familiecentreret Sygepleje (FCC) og Fundamentals of Care (FoC).
Vi yder sygepleje til børn, unge og deres familier med fokus på høj sygeplejefaglig kvalitet, medinddragelse, sammenhængende patientforløb og trygge relationer.
Hos os er relationen til barnet, den unge og familien udgangspunktet for sygeplejen. Vi møder børn og familier med faglighed, respekt, omsorg og nærvær, og vi arbejder målrettet for at skabe de bedst mulige patient- og familieoplevelser.
Kvalitet er ikke noget, der foregår ved siden af driften. Kvalitet er en integreret del af vores daglige arbejde og mærkes først og fremmest i mødet mellem medarbejdere, patienter og familier.
Du bliver organisatorisk tilknyttet afdelingsledelsen og får kontorplads på ledergangen. Samtidig forventer vi, at du er synlig i afdelingen og skaber stærke relationer til medarbejdere og ledere på tværs af afsnit og faggrupper.
Du bliver en central sparringspartner for afdelingsledelsen, afsnitsledelserne, afdelingens faglige nøglepersoner og medarbejdere. Du får desuden et tæt samarbejde med afdelingens anden udviklingssygeplejerske samt relevante samarbejdspartnere internt og eksternt.
Relevant videreuddannelse inden for kvalitet, udvikling, projektledelse, ledelse eller på diplom-, master- eller kandidatniveau vil være en fordel.
Stillingen er på 32 – 37 timer/uge
Tiltrædelse pr. 1. december 2026 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Der indhentes tilfredsstillende børneattest forud for ansættelsen.
Har du lyst til at høre mere om stillingen, eller ønsker du at besøge afdelingen, er du meget velkommen til at kontakte os.
Oversygeplejerske Hanne-Lise Lorentzen
Tlf. 30 44 19 11
Cheflæge Charlotte Søndergaard
Tlf. 29 26 35 95
Ansættelsessamtale bliver d. 23.10.2026
Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup varetager behandling og pleje af børn og unge i den vestlige del af Region Midtjylland. Vi arbejder målrettet med kvalitet, patientsikkerhed, familiecentreret sygepleje og udvikling af fremtidens patientforløb til gavn for børn, unge og deres familier. Og du kan desuden læse mere om afdelingen og stillings- og funktionsbeskrivelsen i følgende link.
www.bu.godstrup.dk og Organisering. Børn og Unge RHG
Stillings- og funktionsbeskrivelse – kvalitets- og udviklingsygeplejerske. Børn og Unge RHG
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk