Leder til Data-enhed i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut ( København, Odense, Aalborg eller Aarhus)

Drømmer du om at blive en leder, der binder data, kvalitet og værdi sammen i det danske sundhedsvæsen? Vil du være leder for dygtige og højt specialiserede medarbejdere? Vil du være en del af en spændende organisation på tværs af hele landet og hele landets sundhedsvæsen? 
 

Så søg stillingen som leder for Data-enheden i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) bidrager til høj og ensartet kvalitet i hele sundhedsvæsenet og mest mulig sundhed for pengene. Vi brænder for at gøre en forskel for patienterne sammen med alle aktører i sundhedsvæsenet. 
 

Enheden 
Vi implementerer fra 1. september 2025 en ny intern organisering i SundK for effektivt at skabe og udnytte synergier mellem kerneopgaverne i instituttet. Enhed for Data kommer til at spille en central rolle i forhold til at sikre sundhedsvæsenets adgang til data, information og viden - til brug for fælles overblik, værdi og kvalitetsudvikling. Der er fokus på, at enheden leverer højaktuelle og valide data, der understøtter SundK’s mål om høj og ensartet kvalitet og optimal anvendelse af ressourcer på nationalt plan.  
Enhed for Data vil bestå af ca. 20-25 medarbejdere, primært datamanagere. Enheden har et tæt samarbejde med hele instituttet og det omgivende sundhedsvæsen, især de mange brugere af data fra SundK.  
  

Din nye lederstilling 
Jobbet indebærer ledelse af en gruppe højt specialiserede medarbejdere i en nyetableret enhed. I skal derfor sammen bygge enheden op på baggrund af et ønske om at målrette og løbende prioritere enhedens ressourcer og kompetencer strategisk ift. SundK’s indsatsområder. 
Hovedopgaven er centreret omkring de aktuelt 85 kliniske kvalitetsdatabaser, hvor der skal arbejdes med inddragelse og anvendelse af nye samt eksisterende datakilder – desuden øget standardisering af arbejdsgange, produkter og afrapportering rent datamæssigt. Der ses et potentiale i forbedrede arbejdsgange og ensartede elementer på tværs af databaseporteføljen.  
SundK arbejder aktivt med at minimere registreringsbyrden i klinikken mest muligt gennem genanvendelse af data og øget anvendelighed af viden fra data.  
Den nye interne matrixorganisation lægger op til et dagligt og tæt samarbejde med den øvrige ledelse i forbindelse med udvikling og prioritering af opgaver i enheden. 

Enhedens driftsopgave 

  • Kliniske kvalitetsdatabaser 
    Opgaver i forhold til de enkelte databaser mht. populationsdannelse, beregning af indikatorer, dokumentation, distribuering af resultater og data 
     
  • Præsentation af data 
    Opgaver i forhold til at fremstille og udvikle tabeller og illustrationer, der understøtter kvalitetsarbejdet og implementering i sundhedsvæsenet 
     
  • Dataanvendelse og videndeling 
    Støtte andre enheder i organisationen med relevante data og opgørelser
     
  • Innovation 
    Løbende afsøgning af muligheder for anvendelse af nye værktøjer og analyseteknologier
     
  • Datasikkerhed og etik
    Sikre, at databehandling sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og etiske retningslinjer. 


Enhedens udviklingsopgave 
I den kommende tid skal der laves en ny strategi for SundK’s datamanagement. Rigtig meget fungerer allerede godt i dag. Men der er samtidigt behov for at lægge en strategi, der sikrer, at nye teknologier afprøves, og at samarbejdet med det samlede sundhedsvæsen er velfungerende, tidssvarende, understøtter anvendelsen af data i dagligdagen i hele sundhedsvæsenet og tager udviklingen i det nationale sundhedsdatalandskab i betragtning. 

 
Dine erfaringer og kompetencer 
Vi søger en enhedsleder, som er tydelig og tillidsskabende med solid indsigt i arbejdet med data og datamanagement - og gerne kendskab til sundhedsområdet og dets aktører. Lederen skal sætte en strategisk og faglig retning for opgaveløsningen i enheden i samarbejde med medarbejdere og SundK’s samlede ledelsesgruppe. 

Du har mindst et par års erfaring med personaleledelse og har sandsynligvis tidligere i din karriere selv arbejdet med data. Du har gerne arbejdet inden for sundhedsområdet, fx i statsligt eller regionalt regi.  Du kender til datamanagement og er i stand til at lede opgaver relateret til data-governance, sikring af datakvalitet, dokumentation, samstilling af data, opgørelser, analyser og rapportering.  

Du kan, i dialog med medarbejderne, omsætte sundhedsvæsenets behov i en omstillingstid til konkrete ydelser og produkter, der understøtter, at data bliver til indsigt og kan bruges som grundlag for beslutninger, målrettet forbedring af kvaliteten i patientforløb i sundhedsvæsenet. Du er ambitiøs i forhold til anvendelsen af data i sundhedsvæsenet og arbejder derfor målrettet for at skabe løsninger på tværs af sektorer og IT-systemer. 

Vi forventer, at du:  

  • har en relevant akademisk uddannelse, på minimum kandidatniveau 
  • har mindst et par års ledelseserfaring  
  • har erfaring med dataarbejde, gerne indenfor sundhedsområdet 
  • arbejder struktureret og har fokus på stabil og robust drift  
  • har lyst til at udvikle kompetencer og produkter inden for enhedens arbejdsfelt 
  • kan samarbejde og skabe tillidsfulde relationer - til medarbejdere, lederkollegaer og samarbejdspartnere
  • kan motivere og engagere dine medarbejdere
  • kommunikerer proaktivt og præcist, både mundtligt og skriftlig
  • brænder for ledelsesopgaverne 
  • sætter pejlemærker i den strategiske udvikling for instituttet.

 
Det, vi tilbyder 
Du bliver en del af en spændende og alsidig arbejdsplads med ambitioner for et stærkt sundhedsvæsen. Du bliver omgivet af engagerede og dedikerede medarbejdere med stor faglighed og fokus på de fælles mål.
Du indgår i en ledergruppe, der i tæt samarbejde sammen arbejder for at realisere ambitionen for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut og understøtter organisationens mål og drift på vores kontorer i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Arbejdsmiljøet er uformelt, og vi vægter åben dialog, ligesom samarbejdsformen er præget af tillid og hjælpsomhed.  
Stillingen giver dig mulighed for at sætte dit eget præg i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Som enhedsleder refererer du til et medlem af Direktionen. 
 
Løn og ansættelse 
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2025 og er på 37 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst. 
Arbejdssted er på et af vores kontorer i enten Odense (Forskerparken), Aarhus N (Hedeager), Aalborg (NOVI Science Park) eller København (Rigshospitalet). Du skal regne med nogen rejseaktivitet i forbindelse med møder og kontakt til medarbejdere og kolleger. Hjemmearbejde er muligt under hensyn til arbejdspladsens behov.  

Ansøgning og tidsplan 
Send os din ansøgning, dit CV, uddannelsesbevis og evt. andre relevante dokumenter via vores online system senest tirsdag den 9. september 2025. 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 38 og 39.  Hvis du har lyst til at høre nærmere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jens Winther Jensen tlf. 2488 8428 eller vicedirektør Marie Rønde 2325 7478 


Om Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut 
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut blev oprettet den 1. januar 2025 og arbejder sammen med sundhedsvæsenet for, at patienter får udredning og behandling af høj og ensartet kvalitet i hele patientforløbet, og at alle får mest mulig sundhed for vores ressourcer. Vi er godt 150 medarbejdere fordelt på vores fire matrikler.  I fællesskab udvikler vi kvaliteten i sundhedsvæsenet primært gennem fire faglige indsatsområder:  

  • Kliniske retningslinjer fungerer som beslutningsstøtte for sundhedspersonale og har til formål at fremme høj kvalitet og reducere uhensigtsmæssige forskelle i patientforløb 
  • Vurderinger af behandlingsformer og sundhedsteknologi sigter mod at optimere ressourceudnyttelsen ved at frigøre arbejdskraft og fjerne behandling, der ikke giver tilstrækkelig værdi 
  • Kliniske kvalitetsdatabaser anvendes til at monitorere og udvikle kvaliteten på tværs af landet, med henblik på at identificere forbedringsområder og fremme høj og ensartet kvalitet  
  • Håndtering af utilsigtede hændelser er med til at skabe læring i sundhedsvæsenet. SundK har i maj 2025 overtaget ansvaret for Dansk Patientsikkerhedsdatabase 

Instituttets opgaver generelt inden for blandt andet kvalitetsudvikling, datamanagement og prioritering udvides og udvikles løbende.

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Andre stillinger, Ledelse
Tiltrædelse: 01-11-2025
Arbejdssted: Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut
Afdeling:
SundK - København
Lokation: Rigshospitalet, Ryesgade 53 B,, 2100, København
Primær kontaktperson:
Jens Winther Jensen Direktør Sund.Kval
Telefon (Primær kontakt): 2488 8428
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk