Områdechef med hjerte og gennemslagskraft søges til Specialområde Børn og Unge

Vil du stå i spidsen for et specialområde, hvor indsatsen for udsatte børn og unge tager afsæt i deres ønsker, håb og drømme, og hvor målet er et meningsfuldt liv med plads i fællesskabet? Har du et solidt ledelsesfagligt fundament, der gør dig i stand til at samle faglighed, retning og ansvar? Hvis du kan genkende dig selv i disse spørgsmål – så har vi stillingen til dig.

I det specialiserede socialområde i Region Midtjylland søger vi en dedikeret og fagligt stærk områdechef til Specialområde Børn og Unge. Vi leder efter en leder, der kan skabe sammenhæng mellem strategisk retning og daglig praksis, og som formår at kombinere helhedsblik med nærvær i driften.

Som områdechef har du en solid forståelse for det specialiserede socialområde og dets rammebetingelser og formår at omsætte denne viden til strategisk og bæredygtig ledelse. Du er drevet af ønsket om at gøre en reel forskel og tager tydeligt ansvar for, at kerneydelsen leveres med høj kvalitet hver dag. Det indebærer, at børn og unge modtager det rette tilbud med afsæt i deres trivsel, udvikling samt ønsker, håb og drømme.

Et veldrevet specialområde er kendetegnet ved evnen til at drive forandringer og føre dem sikkert i mål. Vi søger derfor dig, der kan bidrage til tydelig retning og en langsigtet udvikling med fokus på økonomi, kvalitet og organisering. Som områdechef er du i hverdagen tæt på kvalitet, trivsel og faglighed og sikrer gennem din ledelse, at indsatsen løbende udvikles og tilpasses. Du vægter høj faglighed samt et godt og udviklende arbejdsmiljø højt. Som ny områdechef forventes det, at du sætter ledelse på dagsordenen, og det er en prioriteret opgave at opbygge et stærkt fælles ledelsesmæssigt fundament i Specialområde Børn og Unge.

Du bliver en del af et stærkt fællesskab i Strategisk Chefforum, der består af kontorchefer, otte områdechefer og socialledelsen. Alle er drevet af passion for socialområdet, hvor relationer vægtes højt, og vi spiller hinanden gode via åbenhed, nysgerrighed og ærlighed. Der er en gensidig forventning om, at alle bidrager til udviklingen på tværs af ét samlet socialområde. 

Opgaven

Opgaver, du skal lykkes med, er:

  • gennem din ledelse at være tæt på driften og kerneydelsen på daglig basis, så børnenes trivsel, samt deres ønsker, håb og drømme, er i centrum. 
  • at kvalitetssikre og videreudvikle specialområdets ydelser inden for Socialtilsynets rammer.
  • at opnå fastsatte mål for økonomi samt styrke den faglige kvalitet og den sundhedsfaglige indsats sammen med socialledelsen.
  • at skabe tydelig retning og følgeskab på tværs af specialområdet, så ledere og medarbejdere arbejder mod fælles mål og oplever sammenhæng, fælles identitet og et tydeligt fagligt ståsted.
  • at styrke det i forvejen gode borger- og pårørendesamarbejde.
  • at opbygge og vedligeholde et konstruktivt og udviklingsorienteret samarbejde med kommuner på både sagsbehandler- og strategisk niveau samt indgå i samarbejds- og netværksledelse med bl.a. sundhedsvæsen og skoler.
  • at sikre et professionelt og tillidsfuldt samarbejde med tilsynsmyndigheder, hvor dialog, kvalitet og løbende udvikling er i fokus.
  • at bidrage til et tæt, konstruktivt og udviklende samspil i Strategisk Chefforum med henblik på at sikre en koordineret og tværgående strategisk ramme og retning. 

Faglige kvalifikationer og din profil

Vi søger en synlig og nærværende leder, der formår at lede i tæt dialog med den øvrige ledelse i specialområdet, og som har tiltro til medarbejdernes faglighed. Det er væsentligt, at du kan finde balancen mellem den empatiske idealist, der vil gøre en forskel for de udsatte børn og unge, og den resultatorienterede leder, som med sans for købmandskab kan agere på et område, der fungerer på markedslignende vilkår.

Vi forventer, at du:

  • er en tydelig og ansvarstagende leder, som arbejder samarbejdsorienteret og proaktivt og formår at bruge stillingens handlerum til at udvikle metoder, organisering og tværgående løsninger i specialområdet. Det er et plus, hvis du har erfaring med forandringsledelse i en større politisk organisation.
  • har solid ledelses- og styringserfaring, herunder god økonomisk forståelse, en relevant uddannelsesmæssig baggrund og gerne erfaring fra det sociale område – særligt i arbejdet med udsatte børn og unge i et socialpædagogisk perspektiv.
  • kan navigere sikkert i en kompleks organisation, hvor du afstemmer dit ledelses- og handlerum ved at orientere dig opad, nedad og på tværs og agerer konstruktivt i forandringer med blik for kommende udfordringer.
  • har stærke relationelle og netværksmæssige kompetencer og trives med at være eksternt opsøgende og indgå i relevante faglige samarbejder og netværk.
  • er en nærværende og involverende leder, der med åbenhed og nysgerrighed skaber tillid, engagement og sammenhængskraft på tværs af faggrupper.

Om Specialområde Børn og Unge

Specialområde Børn og Unge er en del af det specialiserede socialområde i Region Midtjylland med den fælles vision at skabe en sammenhængende indsats og tilfredshed med borgeren som aktiv medborger.

I specialområdet er kerneopgaven at levere ydelser på et højt specialiseret og avanceret niveau til udsatte børn og unge med komplekse problemstillinger. Vi er optaget af at øge deres mulighed for et meningsfuldt liv – Specialområde Børn og Unge vil være Danmarks førende specialtilbud til børn og unge. Med afsæt i den neuroaffektive udviklingsteori arbejdes der tværfagligt og helhedsorienteret med barnet og den unge i centrum.

Personalegruppen består af højt specialiserede pædagoger og særligt kvalificeret sundhedspersonale, ligesom der er en række faguddannede specialister (psykologer, terapeuter, lærere, socialrådgivere mv.) samt akademiske og administrative medarbejdere.

Du bliver ansvarlig for områdets strategiske, faglige og økonomiske udvikling samt personalet, driften og administrationen af specialområdet. Der er afdelinger geografisk fordelt i hele regionen. Du får det overordnede ansvar for ca. 425 medarbejdere samt et driftsbudget på ca. 250 mio. kr. Læs mere om Specialområde Børn og Unge på hjemmesiden: http://www.sbu.rm.dk/ 

Ansøgning og ansættelse

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2026 eller efter nærmere aftale. 

Stillingen som områdechef aflønnes efter gældende overenskomst med et lønniveau på ca. kr. 750.000, hvortil kommer pension. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Der indhentes straffeattest og børneattest, og det forudsættes, at du kan godkendes til arbejdet på baggrund heraf.

Områdechefen refererer til socialdirektør Ann-Britt Wetche.

Samsøvej 10, 8382 Hinnerup vil være områdechefens daglige arbejdsplads, men der vil forekomme møder i hele Region Midtjylland. 

Ansøgningsfristen er den 29. januar. 

1. samtalerunde afholdes den 17. februar. 

2. samtalerunde afholdes den 4. marts. 

Kandidater, der går videre til 2. samtalerunde, skal udfylde en personprofil mellem de to samtalerunder samt påregne tid til at forberede en case og til at udarbejde et personligt ledelsesgrundlag, som skal præsenteres til samtalen. 

Vil du vide mere

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til socialdirektør Ann-Britt Wetche på tlf. 30 60 03 48 eller på mail anwetc@rm.dk 

Du kan læse mere om Socialområdet på hjemmesiden: social.rm.dk

Se stillings- og funktionsbeskrivelse her

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Ledelse
Tiltrædelse: 01-05-2026
Arbejdssted: Socialområdet
Afdeling:
SBU Administrationen
Lokation: Samsøvej, 10, 8382, Hinnerup, Denmark
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Ann-Britt Wetche Socialdirektør
Telefon (Primær kontakt): 30600348
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk