Interesserer du dig for, hvordan vi forbedrer praksis til gavn for patienterne/borgerne? Og vil du afprøve dine studiemæssige kompetencer på en arbejdsplads? Så er du måske vores nye praktikant til forårssemesteret 2025.
Vi søger en praktikant med en sundheds- eller samfundsvidenskabelig baggrund, der er nysgerrig og har lyst til at bidrage til afdelingens faglige og kollegiale miljø.
I DEFACTUM i afdelingen Data og Analyse løser vi opgaver inden for feltet af kvantitative undersøgelser, forløbs- og kvalitetsmonitorering samt dataunderstøttelse af såvel forskningsprojekter som klinikken. Afdelingen anvender en bred vifte af metoder til at understøtte arbejdet, herunder surveys og registeranalyser, kvalitative metoder og systematisk litteraturgennemgang.
I foråret 2025 kommer vores praktikant til at arbejde med en række forskellige aspekter af patientoplevet kvalitet med udgangspunkt i den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) på hospitalerne og monitoreringsværktøjet MoEva for patientrapporterede oplysninger (PRO) i kommunerne. Opgaverne kan omfatte:
Analyse- og udviklingsopgaver i forhold til nye dataindsamlingsmetoder og patientgrupper i LUP, primært på landets psykiatriske hospitaler.
Validering af spørgeskemaer i LUP via interviews.
Analyse af sundheds- og forebyggelsestilbud i kommunerne i forhold til deltagernes livskvalitet og mestring.
Som praktikant vil du også skulle arbejde med andre opgavetyper. Du vil få ansvar for delopgaver i projekterne og skal derfor kunne løse dine opgaver selvstændigt og inden for deadlines i samarbejde med det projektteam, du er tilknyttet. Du skal have lyst til, og gerne erfaring med, at arbejde med forskellige værktøjer som R, Stata og SurveyXact.
Hos DEFACTUM tilbyder vi et praktikforløb under ordnede forhold og i et uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet. Du vil få tilknyttet en fast praktikvejleder, der giver dig sparring og feedback gennem hele din praktiktid.
Både praktikperioden og det ugentlige timeantal kan tilrettelægges individuelt, så det passer til din studieordning, og vi er fleksible i forhold til sideløbende studier og fritidsjobs.
Vi lægger vægt på samspillet mellem praktikken og dit studie, og flere af vores tidligere praktikanter har efterfølgende fortsat samarbejdet med os, fx som studentermedhjælpere eller i forbindelse med specialeskrivning.
Vedhæft ansøgning, CV og eksamensudskrift.
Angiv gerne i din ansøgning, hvilke forhold der gør sig gældende for din praktik, fx ECTS-point, timeantal og praktikperiode jævnfør din studieordning.
Vi indkalder løbende til samtaler og forbeholder os retten til at tage praktikopslaget ned, når vi har fundet den rette kandidat.
Læs mere om at være praktikant i DEFACTUM på vores hjemmeside: Praktikant i DEFACTUM - DEFACTUM - Social, sundhed og arbejdsmarked
DEFACTUM er et forsknings- og konsulenthus under Region Midtjylland. Vi arbejder for at forbedre den offentlige velfærdssektors ydelser og samspil ved at udvikle ny, anvendelsesorienteret viden og individuelt tilpassede indsatser – til gavn for borgerne.
Vores projekter spænder bredt og omfatter befolkningsundersøgelser, interventionsforskning, kvalitetsudvikling, borger- og patientinvolvering, rehabiliteringsforskning, sundhedsøkonomiske analyser samt systemudvikling og anden dataunderstøttelse.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.