Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri søges til ungdomspsykiatrisk ambulatorium, hvor der er fokus på gode patientforløb, faglig udvikling og godt arbejdsmiljø  

Ønsker du at blive en del af et fagligt stærkt speciallægeteam, er der nu en stilling ledig som speciallæge eller overlæge i Team 2 for ungdomspsykiatri i BUA. Stillingen er til dig, der har lyst til at indgå i det daglige udrednings- og behandlingsarbejde med vores patienter, samt aktivt tage del i afsnittets løbende udvikling. 

Stillingen er til besættelse 1. april 2026, eller snarest derefter. Du kan søge  
stillingen, hvis du er speciallæge eller bliver færdig inden for det næste halve år.   

Om afsnittet 

Team 2 for ungdomspsykiatri (TUP2) er et alment ambulant afsnit for unge og er en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA). 

Børne- og ungdomspsykiatrien er et hastigt voksende område med stort politisk fokus og med stigende efterspørgsel på udredning og behandling. I BUA er den ambulante funktion for de ungdomspsykiatriske patienter delt i to afsnit, hvoraf TUP2 er den ene. Vi har et tæt samarbejde med det andet afsnit, TUP1, og dækker tilsammen hele regionen på tre matrikler.  

TUP2 har ca. 55 medarbejdere bestående af uddannelses- og speciallæger, psykologer og specialpsykologer, sygeplejersker og socialrådgivere. Afsnittet har medarbejdere på matrikler i Skejby og Viborg - langt størstedelen i Skejby, hvor der vil være fremmøde.  

TUP2 varetager undersøgelse og behandling af unge mellem 14 og 18 (21) år med moderate til svære psykiatriske lidelser. Vi har højt specialiseret funktion for ADHD og bipolar lidelse og regions- og hovedfunktion for depressive og angstlidelser, autisme og personlighedsforstyrrelser. Der er oftest tale om unge med komplekse vanskeligheder og en høj grad af komorbiditet.  

Der er tæt samarbejde med speciallægerne på tværs af TUP1 og TUP2. Den samlede speciallægegruppe på tværs er velfungerende og udnytter hinandens kompetencer og forskelligheder aktivt, bl.a. til hyppig sparring. Lægeopgaver i de to afsnit dækkes i vid udstrækning på tværs af TUP1 og TUP2, dog er der enkelte diagnosegrupper, der særskilt hører under hvert enkelt TUP - for TUP2 bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelse. 

Om stillingen 

Som speciallæge i TUP2 vil du indgå bredt i både udrednings- og behandlingsforløb. Du vil komme til at varetage et afgrænset antal egne patientforløb, herunder udredning, medicinsk og evt. terapeutisk behandling. I størstedelen af din kliniske tid vil du fungere som “konsulent” i forløb, der primært varetages af sygeplejersker og psykologer, og hvor der er behov for speciallægekompetencer.  

Du vil også indgå i konferenceafholdelse af udrednings-, behandlings- og afklarende konferencer, samt have vejledningsopgaver for yngre læger og indgå i bagvagtslaget. 

Som speciallæge vil du naturligt også være involveret i ambulatoriets faglige udvikling og organisering. Det forventes, at speciallægen har opmærksomhed på, hvordan vi bedst muligt udnytter de tilgængelige ressourcer til gavn for den samlede patientgruppe. Opgaven med at prioritere ud fra tilgængelige ressourcer kan til tider være krævende, men der vil være tæt ledelsesmæssig opbakning, hvor det er nødvendigt.  

Som overlæge vil du, ud over de generelle speciallægeopgaver som beskrevet ovenfor, komme til at varetage visse generelle ledelsesfunktioner i afsnittet efter aftale med afsnitsledelsen. Du har som overlæge medansvar for driften og udviklingen i afsnittet. Ydermere påtager du dig et større ansvar for helheden, herunder for hensigtsmæssige patientforløb, undervisning og faglig udvikling.

Overlægen vil desuden indgå i opgaveløsningen i særligt komplicerede sager, klagehåndtering, håndtering af aktindsigt mm. efter aftale med afsnitsledelsen. 

Har du ikke på forhånd erfaring med ledelsesopgaver, vil vi gerne i dialog med dig om, hvordan du udvikler kompetencer inden for dette, evt. gennem deltagelse i relevante kurser.

Der vil ikke være personaleledelse i stillingen, og afsnittets speciallæger refererer til afsnitsledelsen, dvs. ledende overlæge og oversygeplejerske, både personalemæssigt og fagligt. 

Vi kan tilbyde: 

  • En spændende og udfordrende stilling blandt dygtige kolleger 
  • Grundig introduktion og oplæring 
  • Et godt arbejdsmiljø i speciallægegruppen og i TUP generelt 
  • Ugentlig faglig sparring for speciallæger og specialpsykologer for TUP1 og TUP2 
  • Fagligt kompetente og engagerede medarbejdere 
  • Mulighed for relevant efteruddannelse og evt. forskning 

Vi søger en speciallæge med 

  • en stærk faglig profil og erfaring med eller interesse i den ungdomspsykiatriske patientgruppe 
  • lyst til arbejde for en høj faglighed og gode patientforløb 
  • evne til at arbejde selvstændigt, som samtidig søge sparring ved behov 
  • interesse i at indgå i et tæt samarbejde med afsnittets øvrige speciallæger og andre faggrupper 
  • interesse og nysgerrighed på faglig udvikling og organisationsforståelse 
  • godt overblik og evne til at prioritere. 

Vagtarbejde på tværs af BUA 

Både over- og speciallæger i BUA indgår i bagvagtsfunktion i døgnvagter med tilkaldevagt uden for almindelig arbejdstid. Speciallæger har i forbindelse med bagvagt fremmøde i dagtid i weekenden kl. 8-14. Vagthyppigheden er 1-2 vagter pr. måned.  

Vagtarbejdet indebærer opkald fra forvagt og eksterne samarbejdspartnere og evt. tilkald i situationer med mange akutte opgaver eller vanskelige opgaver for forvagten. Varetagelse af bagvagten forudsætter, at du er fortrolig med akut medicinering samt tvangsbehandling under psykiatriloven. Som ny speciallæge kan der ved behov planlægges med en overlæge i bag-bagvagt det første halve år. 

Din ansøgning 

Ansøgning og CV samt relevante bilag indeholdende oplysninger om uddannelse, undervisningserfaring og videnskabelig indsats vedhæftes ansøgningen og stiles til ledende overlæge, Signe Ventzel, Palle Juul-Jensens boulevard 175, 8200 Aarhus N. De vedhæftede filer skal være i pdf- eller word-format. 

De 7 lægeroller  

Sammen med din ansøgning og vedhæftede bilag skal du udfylde et skema til bedømmelse af dine lægefaglige kompetencer: "De syv lægeroller". Skemaet er en del af den elektroniske ansøgningsprocedure, og du skal derfor ikke vedhæfte det særskilt. Den faglige bedømmelse af din ansøgning vil ske på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de syv lægeroller.   

Vi vil opfordre dig til at søge flere informationer om stillingen ved at kontakte ledende overlæge Signe Ventzel 4013 8532, signe.ventzel@rm.dk oversygeplejerske eller Lars Thiele, 2399 7478, larsthie@rm.dk 

Ansøger bedes angive om der ansøges om afdelingslæge- eller overlægestillingen. 

Ansøgningsfrist: 10. marts 2026 

Ansættelsessamtaler: 17. marts 2026 om formiddagen 

Løn- og ansættelsesvilkår 

I henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner i Danmark og Foreningen af Yngre læger/Foreningen af speciallæger. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. Du er under din ansættelse forpligtet ti at orientere din nærmeste leder, hvis der sker ændringer i din autorisation.   

Stillingerne er som udgangspunkt begge på 37 timer.  

 

 

Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) 

BUA er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.  

BUA består af 4 stationære afsnit og 8 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Gødstrup samt en forskningsenhed og et lægesekretærafsnit i Skejby. Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. BUA dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere.  

Afdelingen modtog i 2025 5.212 eksterne henvisninger og havde kontakt med ca. 9.500 unikke cpr.nr. Afdelingen havde i 2025 et nettobudget på 330 mio. kr. og pr. 1/12-2025 571 årsværk fordelt på 634 medarbejdere. 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Afdelingslæge, Overlæge, Speciallæge
Tiltrædelse: 01-04-2026
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien
Afdeling:
BUA Klinik for Unge TUP 2 AUH
Lokation: Palle Juul-Jensens Boulevard, 99, 8200, Aarhus, Denmark
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Signe Ventzel Ledende overlæge
Telefon (Primær kontakt): 4013 8532
Kontakt: Lars Thiele
Telefon: 2399 7478
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk