Kære sygeplejerske!
Storken er landet!
Har du erfaring fra en Akutmodtagelse eller Skadestue, eller kunne du tænke dig at få det? Så prøv at læs videre!
Da mange af vores dygtige sygeplejersker allerede er eller skal på barsel i den nærmeste fremtid, har vi brug for dig, som finder det akutte speciale spændende. Dig som gerne vil være en del af vores afdeling og medvirke til at sikre tryghed og høj faglighed i behandlingen af vores patienter.
Vi modtager i vores Akutafdeling akutte patienter med symptomer relateret til tilstande inden for medicin, kardiologi, gynækologi, organkirurgi og psykiatri, samt ortopædkirurgi i vores skadestue og på Akutklinikken i Grenå.
Desuden tager vi del i Akut medicinsk kald, Traumekald og hjertestop i egen afdeling, hvilket du får grundig introduktion til.
Aktuelt søger vi sygeplejersker, gerne med erfaring fra en akutmodtagelse eller skadestue, med lyst til primært at have dagvagter og nattevagter. Dog skal du ikke lade dig afskrække fra at sende en ansøgning, hvis du ellers synes vi kunne være et match til dine ønsker. Vi ansætter aktuelt i både faste stillinger og vikariater.
Alt efter din erfaring og eventuelle videreuddannelse, vil du primært blive tilknyttet vores Akutmodtagelse eller vores Skadestue, men i afdelingen hjælper vi hinanden, så personalet er der, hvor patienterne er. Hvis du er uddannet behandlersygeplejerske, er der også mulighed for vagter i vores akutklinik i Grenå, hvis det skulle have din interesse.
Når du starter hos os, gennemgår du et 4-6 ugers introduktions- og oplæringsprogram, der er tilrettelagt ud fra dine erfaringer og kompetencer. Vi arbejder med mentorordning, hvor vi kobler dig med en erfaren kollega, der matcher dine kompetencer. Derudover har vi en instruktionssygeplejerske, som "griber" dig, når du er ude af sin mentorperiode, ved at fungere som sparringspartner og rollemodel.
Vi prioriterer uddannelse, også tværfagligt, meget højt i afdelingen. Derfor har vi blandt andet ugentlig undervisning og simulationstræning, samt skillsstation hver 3. måned, så vi hele tiden holder os skarpe og udvikler os fagligt.
I Akutafdelingen er vi ca. 90 sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, der hver dag varetager og deltager i stort set alle områder inden for den akutte sygepleje. Der er et rigtig godt kollegialt fællesskab på afdelingen og der er altid mulighed for sparring med en kollega.
I fællesskab med andre dygtige faggrupper bemander vi Akutmodtagelsen, Skadestuen og Lægevagten på Regionshospitalet Randers. Derudover har vi tre sygeplejersker, hvis primære arbejdsområde er Akutklinikken i Grenå.
Hos os får du indflydelse på din vagtplan. Hvis du ønsker det, er der mulighed for selv at være med til at planlægge, hvordan vagterne skal fordeles sammen med vores vagtplanlægger Pernille, så der er balance imellem arbejde og privatliv.
Man ansættes i treholdsskift, men vi stiler mod toholdsskift i videst mulige omfang. Aktuelt vil ansøgere med lyst til dagvagt/nattevagt blive foretrukket.
I forhold til sommerferie, prøver vi at tilgodese, at de som har lyst, kan holde tre ugers sammenhængende ferie.
Vi er en stor afdeling med mange ansatte og det giver mulighed for fleksibilitet i vagtplanlægningen. Derudover er der stor velvilje i personalegruppen til at hjælpe hinanden.
Hvis ovenstående har vakt din interesse, er du også meget velkommen til at besøge os, så vi kan vise dig rundt i vores afdeling. Ring først, så vi kan sørge for, at der er tid til dig, når du kommer.
Denne video fortæller om arbejdet hos os:
https://www.regionshospitalet-randers.dk/afdelinger/akutafdelingen/job-og-uddannelse
Oversygeplejerske i Akutafdelingen, Andreas Sand Nørgaard på mail andrno@rm.dk, eller på tlf. 21 76 44 47
Oversygeplejerske i Akutafdelingen, Julie Ballegaard på mail julithom@rm.dk eller på tlf. 21 69 93 62
Chefsygeplejerske i Akutafdelingen, Marianne Renberg på mail marren@rm.dk eller på tlf. 30 63 82 60
Ansøgningsfrist: 24/8-2025
Samtaler: 27/8-2025
Stillingsbetegnelse: Sygeplejerske
Tiltrædelse: 1. oktober 2025 eller efter aftale
Arbejdssted: Regionshospitalet Randers
Afdeling: Akutafdelingen, Skovlyvej 1, 8930 Randers NØ
Beskæftigelsestype: Fast og vikariat
Arbejdstid: 37 timer eller efter aftale
Det er muligt at læse mere om Regionshospitalet Randers på:
www.regionshospitalet-randers.dk
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.