Bliv sundhedsfaglig visitator i AMK-vagtcentralen

Er du sygeplejerske, paramediciner eller ambulancebehandler, og kunne du tænke dig at prøve dine sundhedsfaglige kompetencer af i en anderledes sammenhæng?
 
Så har du nu muligheden for at få et spændende og meningsfyldt job i et unikt miljø. 

Vi søger nemlig nye sundhedsfaglige visitatorer til AMK-vagtcentralen, der vil være med til at hjælpe de borgere, der ringer 1-1-2 for at få sundhedsfaglig hjælp.

Spændende job med tid til patienterne
Som sundhedsfaglig visitator er det dig, borgerne får i røret, når de har brug for hjælp til et akut sundhedsproblem.

Ud fra en struktureret og systematisk visitation af ABCDE vurderer du, om der skal sendes ambulance, lægebil, helikopter eller om der skal henvises til egen læge eller rådgives og vejledes til selvhjælp.

Fælles for opkaldene er, at du altid kun arbejder med én patient ad gangen og afslutter hvert patientforløb, før du starter et nyt. Derudover sidder du altid sammen med dygtige og engagerede kolleger, der er der for hinanden. 

Blandt andet indgår du i et tæt tværfagligt samarbejde med AMK-lægen og de tekniske kørselsdisponenter, der disponerer ambulancer, akutlægebiler og akutlægehelikoptere i hele Region Midt.

De primære opgaver

  • Tage imod 1-1-2 opkald fra borgere vedrørende akut sygdom eller tilskadekomst, hvor du skal danne dig et overblik og:
    • Udvise empati over for borgeren gennem professionel kommunikation
    • Vurdere situationens alvor ud fra støtteværktøjet "Dansk Indeks for Akuthjælp"
    • Visitere den rette præhospitale respons
    • Vejlede i f.eks. livreddende og basal førstehjælp samt vejlede ved tilskadekomst, indtil hjælpen er på stedet
    • Vejlede og rådgive borgerne i de situationer, hvor de kan håndtere situationen selv
  • Modtage opkald fra kolleger på hospitaler, vagtlæger/praksislæger og Lægevagtens Natberedskab, hvor patienten allerede er sundhedsfagligt vurderet
  • Rådgivning og vejledning i Præhospitalets tilbud til hospitaler, praktiserende læger, vagtlæger eller andre sundhedsprofessionelle. 

Vi tilbyder

  • En spændende og varieret hverdag med gode og engagerede kolleger med forskellige sundhedsfaglige baggrunde, tekniske kørselsdisponenter og administrativt personale
  • Et team, hvor faglighed, udvikling, kvalitetssikring og godt arbejdsmiljø vægtes højt
  • Introduktion med minimum seks ugers individuelt oplæringsprogram, så du bliver klar til selvstændig opgaveløsning
  • "Den nationale uddannelse af sundhedsfaglige visitatorer", som du får efter 1-2 års ansættelse, og som er en del af din kompetenceudvikling 
  • Vagtplan med primært to-holds-skift (dag/nat) og weekendvagt gennemsnitlig hver 3. weekend. Arbejdet er tilrettelagt efter hovedsagelig 8 og 12 timers vagter
  • Vi arbejder efter ønskeplan og bestræber os på at sikre gode og rimelige vagtplaner for alle vores medarbejdere.

Din Profil
Du arbejder måske allerede i det akutte felt og har din primære erfaring fra akutte patientforløb fra medicinske eller kirurgiske specialer, skadestue, akutmodtagelse, børn, intensiv, anæstesi eller ambulance.

Derudover er det en fordel, hvis…

  • Du har en høj grad af selvstændighed og kan lide at arbejde systematisk og struktureret
  • Du trives i en hverdag, hvor patientkontakten foregår via telefon og med IT som dit primære arbejdsredskab
  • Du har forståelse for og er indstillet på at være en del af et mindre speciale og en arbejdsplads med høj grad af omskiftelighed
  • Du udviser fleksibilitet og ansvarlighed i forhold til den daglige drift
  • Du har en faglighed, der gør dig i stand til at træffe beslutninger - også i hektiske situationer

Om os
AMK-vagtcentralen er en del af Præhospitalet i Region Midtjylland. Præhospitalet har ansvaret for at koordinere den sundhedsfaglige indsats, som borgere i Region Midtjylland får, fra de ringer 1-1-2 og til de er vel modtaget på hospitalet. Udover AMK-vagtcentralen består Præhospitalet derfor også af en lang række forskellige afdelinger for blandt andet uddannelse, forskning og kørende beredskaber. Samlet er vi cirka 950 kolleger fordelt over hele regionen. 

Du kan læse mere om Præhospitalet på vores hjemmeside: www.ph.rm.dk eller om AMK-Vagtcentral her: AMK Vagtcentral - Præhospitalet (rm.dk) 

Lidt om det praktiske:
Du er velkommen til at besøge AMK-vagtcentralen og få indblik i arbejdet, inden du søger stillingen. 
Har du interesse i besøg, kan du kontakte os på mail AMK-VC@ph.rm.dk

Ansøgningsfrist:             d. 27. august 2025

Dato for 1. samtale:        d. 2. september 2025
Dato for 2. samtale:       d. 19. september 2025

Udvælges du til 2. samtale, udarbejdes en personprofil på baggrund af udfyldelse af et online spørgeskema. 
Resultatet af denne personprofil gennemgås ved fremmøde: d. 12. september 2025.

Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2025 eller efter aftale.

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Har du lyst til at høre yderligere om stillingen, kan du kontakte:
Oversygeplejerske Tine Pradsgaard Møberg, mail: timoeb@rm.dk eller tlf.:  61 78 84 13. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Sygeplejerske
Tiltrædelse: 01-11-2025
Arbejdssted: Præhospitalet
Afdeling:
AMK-vagtcentral SFV
Lokation: Olof Palmes Allé 34, 8200, Aarhus N
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid, Dag, Aften, Nat, Weekend
Primær kontaktperson:
Tine Pradsgaard Møberg Oversygeplejerske
Telefon (Primær kontakt): 61788413
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk