To AC-medarbejdere søges til kvalitetsområdet i Region Midtjylland

Vil du være med til at forme fremtidens sundhedsvæsen ved at omsætte sundhedsreformen til konkret værdi for borgere og patienter i Region Midtjylland? Brænder du for at arbejde med kvalitet i sundhedsvæsenet?

Vi søger to engagerede AC-medarbejdere, der bl.a. kan drive centrale fora på kvalitetsområdet og varetage opgaver relateret til sundhedsreformen. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor kvalitet, udvikling og samarbejde er i højsædet.

Koncern Kvalitet er med til at udvikle og styrke kvaliteten i regionen i en tid med store forandringer. Sundhedsreformen betyder nye opgaver, mere behandling tættere på borgerne og hospitaler, der indtager en mere udadvendt rolle i tæt samspil med resten af sundhedsvæsenet.

Vores kontor i Koncern Kvalitet er et stabskontor, der varetager en bred portefølje af opgaver på kvalitets- og forskningsområdet. Vi varetager bl.a. opgaver relateret til patientrettet forebyggelse, kronikerpakker, forskningsstrategi og administration af forskningsmidler, Vælg Klogt initiativer, nationale anbefalinger og analyser på kvalitetsområdet, patientinddragelse, læringsfællesskaber, hygiejne/antimikrobiel resistens og kvalitetsdata.  

Om jobbet
Som AC-medarbejder får du en central rolle i arbejdet med kvalitet i lyset af sundhedsreformen. Du kommer til at arbejde med flere af følgende opgaver:

  • Sekretariatsbetjening af kvalitetschefkredsen, der er et regionalt ledelsesforum på tværs af hospitaler og enheder i regionen
  • Håndtering af anbefalinger fra Vælg Klogt så vi får dem til at leve i Region Midtjylland
  • Sekretariatsbetjening relateret til det nationale kvalitetsprogram
  • Bidrage til forskellige opgaver relateret til sundhedsreformen
  • Udarbejde beslutningsoplæg og sagsfremstillinger til ledelser og politiske fora
  • Bidrage til planlægning og afvikling af konferencer, temadage og videndelingsaktiviteter

Derudover vil du få opgaver indenfor kontorets øvrige portefølje afhængigt af dine kompetencer og interesser.

Vi forestiller os, at du er nyuddannet kandidat eller har få års erfaring, og du vil derfor blive lært op i sekretariatsbetjening, i at skrive knivskarpe dagsordenspunkter og i at drive et velfungerende mødeforum. Du vil være tæt på ledelsen og vil være med til at sætte retning for det strategiske kvalitetsarbejde i regionen. Du får dygtige kolleger, hvor samarbejde, sparring og udvikling af nye idéer er en naturlig del af hverdagen.

Om dig
Vi søger kollegaer, der:

  • Har en relevant kandidatuddannelse, som f.eks. cand.scient.san.publ. eller cand.scient.pol. 
  • Har stærke skriftlige formidlingsevner 
  • Kan navigere i en politisk styret organisation med stærke faglige miljøer
  • Trives med at koordinere komplekse processer med mange aktører
  • Er en holdspiller, der kan samarbejde på tværs af fagligheder og organisationer
  • Har interesse for sundhedsområdet
  • Har flair for stabsarbejde, processtyring, projektledelse eller tilsvarende

Om os
Koncern Kvalitet består af både stabs-, forsknings- og udviklingsfunktioner og arbejder med at udvikle og understøtte kvalitet og forskning på tværs af hele regionen. Vi er en dynamisk organisation med fokus på udvikling, samarbejde og videndeling.

Du bliver en del af en gruppe på 13 engagerede kolleger med forskellige faglige profiler. Vi udarbejder beslutningsoplæg og leverer viden til regionsrådet, direktionen og hospitalsledelserne om kvalitet, folkesundhed og forskning.

Vi har et tæt samarbejde med hospitalerne, de øvrige regioner, Aarhus Universitet og andre vigtige samarbejdspartnere. Kulturen er præget af åben og ærlig dialog, faglig sparring og et socialt fællesskab med plads til et godt grin i hverdagen.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Dit fysiske arbejdssted er Regionshuset i Viborg. Vi har flekstidsordning med nogen mulighed for hjemmearbejde.

Tiltrædelse: Tirsdag den 1/9-26 (evt. 15/8-26)
Ansøgningsfrist: Søndag den 7/6-26

Samtaler forventes afholdt onsdag den 24/6-26.

Har du spørgsmål, inden du sender din ansøgning?
Så kan du kontakte kontorchef Anne Binderup Gammelgaard på telefon 2162 0118 eller chefkonsulent Ingvild Olsen på telefon 5045 0582.

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: AC-medarbejder
Tiltrædelse: 01-09-2026
Arbejdssted: Regionshuset Viborg
Afdeling:
Koncern Kvalitet - Kontor 3
Lokation: Skottenborg 26, 8800, Viborg
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Anne Binderup Gammelgaard Kontorchef
Telefon (Primær kontakt): 2162 0118
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk