To tilbudsledere til Granbo og Møllebækken

Vil du stå i spidsen for et højt specialiseret tilbud for børn og unge – og være med til at udvikle fremtidens rammer i SBU?

Specialområde Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland søger pr. 1. juni to tilbudsledere til vores specialiserede døgntilbud Granbo og Møllebækken, som begge er beliggende på Djursland.

Granbo og Møllebækken er to tilbud rettet mod to forskellige målgrupper – men med flere tværgående arbejdsfællesskaber og én fælles retning: At skabe meningsfulde og udviklende livsforløb for børn og unge med komplekse behov.

Sådan lykkes du som tilbudsleder

Som tilbudsleder får du det samlede ansvar for tilbuddets pædagogiske, organisatoriske og strategiske udvikling. Du er en synlig og nærværende leder, der skaber trivsel, retning og udvikling for både børn, unge og medarbejdere. Du er personaleleder for en afdelingsleder og for tilbuddets øvrige personalegruppe.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • skabe rammer for børn og unges tryghed, trivsel og udvikling 
  • sikre høj faglig kvalitet i tilbuddet og understøtte medarbejdernes faglighed, udvikling og fastholdelse 
  • lede med tydelig retning, involvering og dialog, så der skabes følgeskab i hverdagen 
  • sikre et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd 
  • arbejde systematisk med udvikling og implementering af indsatser, så tilbuddet altid matcher målgruppens behov, SBU’s strategiske retning og kommunernes efterspørgsel
  • balancere drift, udvikling, økonomi og ressourcer ansvarligt 
  • omsætte SBU’s strategier til klar praksis og bidrage aktivt til et stærkt lederfællesskab og ét fælles SBU

Vi tilbyder et lederjob med mening og indflydelse

Du får en central rolle i den samlede strategiske ledelse i SBU og bliver en del af et stærkt tværgående lederfællesskab, hvor viden, retning og ansvar deles.

  • En meningsfuld lederstilling med høj grad af indflydelse 
  • Mulighed for at drive udviklings- og implementeringsprocesser på såvel tilbuddet som på tværs af SBU 
  • Et engageret medarbejderteam med høj faglighed 
  • Ledelsessupervision, efteruddannelse og mentorordning 
  • Et introduktionsforløb, hvor du lærer både Granbos, Møllebækkens og SBU’s tværgående samarbejde at kende

Din faglige og ledelsesmæssige profil

Målgrupperne i SBU spænder bredt, og vi har derfor brug for en leder, der kombinerer solid erfaring fra det specialiserede børne- og ungeområde med stærke faglige og organisatoriske ledelseskompetencer. Vi søger dig, der:

  • har en relevant pædagogisk eller socialfaglig uddannelse – gerne suppleret med lederuddannelse 
  • har erfaring med at drive og implementere faglige og organisatoriske udviklingsprocesser, der skaber mening i den pædagogiske praksis
  • er en tydelig, tillidsvækkende og nærværende leder, der giver faglig sparring i hverdagen samt formår at sætte retning og opnå følgeskab 
  • har strategisk overblik, men samtidig styr på detaljen – herunder økonomi, ressourcestyring, arbejdstidsregler og datadrevet opfølgning
  • motiveres af at skabe resultater gennem andre og af at se både børn, unge og medarbejdere lykkes

Granbo

Granbo er et højt specialiseret tilbud for børn og unge med tilknytningsforstyrrelser, kognitive udfordringer og komplekse psykosociale belastninger. Flere har diagnoser som OCD, ADHD eller forbigående grænsepsykotiske symptomer.

Granbo står midt i en spændende fremtid, hvor bygninger, natur og faglig udvikling skal tænkes endnu bedre sammen. Her får du mulighed for i tæt samarbejde med den øvrige ledelse i SBU at forme retningen for et tilbud med stort potentiale.

Møllebækken

På Møllebækken bor børn og unge med udviklingshæmning og markante adfærdsmæssige udfordringer – ofte i kombination med epilepsi, autismespektrumforstyrrelser, sjældne handicap eller fysisk funktionsnedsættelse.

Møllebækken er et veletableret specialtilbud med høj faglighed, stærk kultur og en kompleks målgruppe, som kræver tydelig faglig ledelse og et vedvarende fokus på arbejdsmiljø og udvikling.

Et stærkt fagligt fundament og én fælles retning i SBU

Børnene og de unge på Granbo og Møllebækken mødes af voksne, der ser deres ressourcer, potentialer og styrker – ikke kun deres udfordringer. Den pædagogiske tilgang bygger på Neuroaffektiv Udviklingspsykologi (NAU) og Low Arousal (LA). Det betyder, at vi arbejder ud fra en helhedsorienteret forståelse, ro, relationel tilgang og forudsigelighed. 

Granbo og Møllebækken er en del af et tværfagligt og stærkt praksismiljø i SBU, hvor vi arbejder for at skabe meningsfulde, trygge og udviklende livsforløb for børn og unge med komplekse og specialiserede støttebehov. Fælles for os er ønsket om at gøre en reel forskel gennem faglighed, samarbejde og relationel forståelse. 

Som ny tilbudsleder i SBU får du også en central rolle i at styrke det tværgående samarbejde mellem Møllebækken og Granbo, bl.a. gennem etableringen af et tværgående ressourceteam, der skal understøtte fagligheden, skabe mere sammenhæng på tværs og sikre en fleksibel indsats på både Granbo og Møllebækken.

I SBU er vi sammen om ledelse, og du bliver som tilbudsleder en del af et strategisk og udviklingsorienteret lederteam, hvor vi deler ansvar, viden og retning – og står skulder ved skulder i ledelsesopgaven.

Praktisk

  • Ansøgningsfrist: 13. april 2026 
  • Udvælgelse: 15. april 2026 
  • 1. samtaler: 20. april 2026
  • 2. samtaler: 22. april 2026 
  • Tiltrædelse: 1. juni 2026

Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til overenskomst mellem den faglige organisation og Danske Regioner. Vi forventer, at du har kørekort og adgang til bil, da møder i hele regionen forekommer. Der vil blive indhentet børne- og straffeattest ved ansættelse. 

Som ansøger er du meget velkommen til at angive, om du foretrækker det ene tilbud fremfor det andet – eller om måske begge tilbud har din interesse. 

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte områdechef Anne E. Hegelund på tlf. 2437 5581 for yderligere oplysninger eller en uforpligtende samtale om stillingen.


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Ledelse
Tiltrædelse: 01-06-2026
Arbejdssted: Socialområdet
Afdeling:
SBU Administrationen
Lokation: Samsøvej, 10, 8382, Hinnerup, Denmark
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Anne E. Hegelund Konst. områdechef
Telefon (Primær kontakt): 2437 5581
Kontakt: Anne E. Hegelund
Telefon: 2437 5581
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk