Vi søger endnu en fantastisk kollega til vores team! Sygeplejerske (operation) til operationsafsnit for Urinvejskirurgi og Kvindesygdomme OP Syd 3 på Aarhus Universitetshospital.

Hvis du ønsker en arbejdsplads med stor fokus på socialt samvær i et fantastisk arbejdsmiljø med høj faglighed og løbende udvikling, så mangler vi en: 

Operationssygeplejerske til operationsafsnit for Urinvejskirurgi og Kvindesygdomme OP Syd 3 på Aarhus Universitetshospital.

Både det gynækologiske og det urologiske speciale er efter vores mening to meget spændende specialer med en bred vifte af operationer og udfordringer. Her er alt fra langvarige avancerede canceroperationer til mindre og korte indgreb. Vi har alt fra robotassisteret kirurgi, åben kirurgi, laparoskopi og endourologi. Vi har landsdelsfunktion i organtransplantation der betyder, at vi har nyretransplantationer og deltager i organdonationer i Region Midt og Region Nord. Dette er noget som du på sigt bliver en del af.

Vi opererer patienter fra 18 år til 100 år - så det siger sig selv, at der er stor variation i arbejdet. 

Vi oplever dagligt tilfredsstillelsen, ved at kunne være med til at øge patienternes livskvalitet. Det kunne for eksempel være den nyresyge patient, der bliver nyretransplanteret, eller endometriosepatienten der igen kan få en normal hverdag nu, da hun er blevet smertefri.

Vi er en virkelig velfungerende afdeling, hvor både det sociale og det faglige niveau er i topklasse. Vores positive arbejdsmiljø er præget af rummelighed og et tæt tværfagligt samarbejde. Vi har det sjovt og trygt sammen, hvilket i den grad styrker lysten og viljen til de faglige udfordringer og derved en løbende udvikling. Vi er altid åbne for nytænkning og andre måder at gøre tingene på.

Det lyder måske som store ord, men ikke desto mindre er det netop det, vi gentagne gange får at vide fra både sygeplejestuderende, anæstesikursister, hoveduddannelseslæger og andre uddannelsessøgende, der kommer forbi vores vej.

Hver morgen på operationsstuen holder vi et helt kort møde, hvor hele teamet, kirurgerne, operationssygeplejerskerne, anæstesisygeplejersken og anæstesilægen sammen laver en kort gennemgang af dagens patienter. Dette for at forudse og imødekomme eventuelle udfordringer.

Du vil som nyansat blive koblet til 1-2 operationssygeplejersker, som vil fungere som dine mentorer i oplæringsforløbet, som typisk strækker sig over 3-6 måneder. Du vil være uden for normeringen i de første 2-3 måneder, hvorefter du vil blive sat sammen med en erfaren operationssygeplejerske på operationsstuen. I denne periode vil din arbejdstid primært være dagvagter. Tidspunktet for at indgå i vagtarbejdet vil variere al efter erfaring, og sker i samspil med dig, dine mentorer og oversygeplejersken. 

I vagterne indgår vi i et vagtfællesskab med det mave- og tarmkirurgiske operationsafsnit. Her arbejder vi på tværs og hjælper hinanden i det omfang vores kompetencer rækker, så de rette kompetencer altid er tilstede i vagten.

Du vil blive en del af en tværfaglig personalegruppe bestående af 31 operationssygeplejersker, 18 anæstesisygeplejersker, 5 faste anæstesilæger samt to social- og sundhedsassistenter.

Din arbejdstid vil bestå af korte og lange dagvagter plus vagter. 

På en otte ugers plan som fuldtidsansat vil du typisk skulle have

  • 4-5 dagvagter: kl. 07.30-17.00
  • 7-8 dagvagter: kl. 07.30-16.00. De resterende dagvagter er til kl. 15.00.
  • 3-4 hverdagsvagter (kl. 14.45-23.00 som effektiv tjeneste, efterfulgt af tilkaldevagt fra eget hjem til kl. 07.30)
  • 1-2 weekendvagter (enten lørdag eller fredag og søndag). Lørdag og søndag er døgnvagter fra kl. 07.30-07.30 med tilkald fra eget hjem.

Det drejer sig som udgangspunkt om en fast fuldtidsstilling, men der kan aftales et andet timeantal, der dog skal være på minimum 30 timer pr. uge.

Føler du at din interesse er vakt, er du meget velkommen til at kontakte Oversygeplejerske Kirsten Ingeman Hartmann på telefon 30714 648 for yderligere oplysninger eller aftale at komme på besøg i afsnittet.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

 

 

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingsbetegnelse: Sygeplejerske
Tiltrædelse: 01-08-2024
Arbejdssted: Aarhus Universitetshospital
Afdeling:
Bedøvelse og Operation Syd
Lokation: Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200, Aarhus N
Beskæftigelsestype: Fast
Arbejdstid: Fuldtid
Primær kontaktperson:
Kirsten Ingeman Hartmann Oversygeplejerske
Telefon: 3071 4648
  • Kontaktinfo
  • Regionshuset Viborg
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Postboks 21
  • Tlf: 7841 0000
  • Email: Kontakt@regionmidtjylland.dk
  • www.rm.dk