Vi har øget antallet af børne/ungepladser, og vi søger derfor pædagogisk personale til at indgå som tilkaldevikarer.
Stillingen er relevant for dig der kan arbejde fleksibelt.
Granbo er en del af Specialområde Børn og Unge, Region Midtjylland. Granbo består af to huse; Bakkebo og Granbo.
Vi er et børne- og ungehjem for børn og unge med svære tilknytningsmæssige forstyrrelser samt en begavelse, der strækker sig fra let mental retardering til den nedre del af normalområdet.
Vi holder til i Dalstrup mellem Glesborg og Grenaa, hvor vi er omgivet af den dejligste natur, og med en masse muligheder for udeaktivitet sammen med vores børn og unge.
På Granbo arbejder vi specialpædagogisk med teoretiske referencerammer til neuroaffektiv udviklingspsykologi (NAU) og low arousal (LA). Det indebærer en velstruktureret hverdag, hvor anerkendelse, forudsigelighed og genkendelighed sammen med en tillidsfuld og proaktiv voksen, er grundstenene i vores pædagogiske praksis. Vi kvalitetssikrer og udvikler dagligt vores ydelser og indsats med udgangspunkt i Socialtilsynets kvalitetsmodel og deres syv temaer samt indenfor rammerne om lov om voksenansvar (LOV). Vi arbejder med mål og delmål i henhold til den kommunale handleplan.
Vores målgruppe er børn og unge i alderen fra 9-19 år, som er psykosocialt belastet i en grad, hvor det kan komme til udtryk gennem en problemskabende, seksualiserende og/eller selvskadende adfærd. Der kan som følge af de miljømæssige belastninger være psykiatrinære symptombilleder i form af tvangstanker- og handlinger (OCD), opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD) samt i nogle tilfælde forbigående grænsepsykotiske symptomer.
Specialområde Børn og Unge (SBU) består af syv specialiserede børne- og ungehjem, tre interne skoler og en specialbørnehave, som hver dag yder en individuelt tilpasset socialfaglig indsats for børn og unge med kognitive vanskeligheder, nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, udviklingsforstyrrelser, adfærds- og følelsesmæssige samt sundhedsfaglige problemstillinger.
Vi understøtter børn og unges mulighed for et meningsfuldt liv. Vi ved, at den stemning, vi skaber, er den stemning, som udsatte børn og unge lever deres liv i. Vi arbejder tværfagligt og helhedsorienteret med barnet og den unge i centrum. Foruden højt specialiserede pædagoger, socialrådgivere samt særligt kvalificeret sundhedspersonale, sikrer Specialområde Børn og Unge en høj faglig indsats gennem en række faguddannede specialister samt akademiske og administrative kompetencer.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Socialpædagogerne og Danske Regioner. Ansøgningsfristen er den 4. januar 2026, og vi afholder samtaler løbende. Der bliver indhentet børne- og straffeattest ved ansættelse.
Har du spørgsmål til stillingen, eller måske behov for at besøge afdelingen inden du søger, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Michel Tind på tlf.: 2341 1326, i tidsrummet kl. 09:00-14:00 mandag-fredag.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.