2 UGERS LØNNET SOMMERFERIEPRAKTIK I ALMEN PRAKSIS I REGION MIDTJYLLAND
Går du og drømmer om at blive praktiserende læge, så har du mulighed for et praktikophold i almen praksis i sommeren 2026.
Region Midtjylland og PLO-Midtjylland tilbyder medicinstuderende, som minimum har afsluttet deres bacheloruddannelse, en to ugers lønnet sommerferiepraktik, 30 timer ugentlig.
Sommerferiepraktikken giver dig rigtig gode muligheder for at snuse til de daglige opgaver i almen praksis. Samtidig får du chancen for at besøge et sted i Region Midtjylland, der måske er nyt og lige noget for dig.
Praktikken
Sommerferiepraktikken foregår i perioden 22. juni 2026 til 21. august 2026 (uge 26-34).
Praktikken er to sammenhængende uger (30 timer ugentligt), og du kan vælge mellem de praksis, der ses på listen.
I sommerferiepraktikken vil du følge den praktiserende læge og blive introduceret til de opgaver, der udføres i en almen praksis.
Hvis du er interesseret, skal du skrive en ansøgning og angive, hvilke praksis og praktikperiode, der kan have din interesse. Du må maksimalt vælge tre praksis på listen, hvorefter de valgte praksis får tilsendt din ansøgning. Du kan kun blive tildelt ét praktikforløb.
Løn og ansættelse
Du ansættes på en individuel kontrakt mellem dig og Region Midtjylland.
Arbejdstiden er 30 timer pr. uge og aftales med den tildelte lægepraksis. Du aflønnes med en timeløn på 172,55 kr., dertil kommer feriegodtgørelse og pension.
Du skal selv afholde udgifterne til transport til og fra praksis samt eventuelt ophold i forbindelse med sommerferiepraktikken.
Der vil blive indhentet børneattest forud for ansættelse.
Har du spørgsmål?
Kontakt: Mathilde Simoni Madsen, AC-medarbejder i Sundhed og Praksis, Region Midtjylland
E-mail: MASIMD@rm.dk Telefon: +45 2442 4226
Ansøgning
Beskriv din motivation for at vælge sommerferiepraktik i almen praksis. Skriv lidt om dig selv og hvad du brænder for, og skriv kort om, hvad du forventer at få ud af dit praktikforløb.
Vedhæft dokumentation for at du har afsluttet bacheloruddannelsen på medicinstudiet.
Ansøgningsfrist
Søndag den 12. april 2026