Epidemiolog med stærke analytiske kompetencer og erfaring med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet (Aarhus, Aalborg, Odense eller København)
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) søger stærk analytiker til datastøttet og evidensbaseret kvalitetsudvikling på tværs af sundhedsvæsenet - med fokus på hjertesygdomme og kroniske sygdomme.
Vil du bidrage til at styrke kvaliteten i det danske sundhedsvæsen? Vi søger en engageret kollega, der vil være med til at udvikle et mere databaseret, målrettet og effektfuldt kvalitetsarbejde på tværs af sundhedsvæsenets sektorer og aktører - til gavn for patienter og borgere i Danmark.
Du får en central rolle i at drive, analysere, fortolke og formidle resultater fra de kliniske kvalitetsdatabaser - og bidrage til at omsætte indsigter til konkrete kvalitetsforbedringer på tværs af sundhedsvæsenet. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med sundhedsprofessionelle, ledelser, patienter og øvrige nøgleaktører med det fælles mål at sikre høj og ensartet kvalitet i udredning, behandling og opfølgning for patienterne.
Stillingen giver mulighed for at præge og udvikle indsatsen for mennesker med kronisk sygdom - aktuelt bl.a. ved at understøtte implementeringen af pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom (kronikerpakker) og følge udbredelsen af pakkerne til de relevante patientgrupper og påvirkningen af kvaliteten for patienterne.
Om jobbet
Du bliver ansat i Kvalitetsenhed A, hvor fokus er på hjerteområdet, muskelskeletområdet samt kroniske sygdomme. Enheden består af ca. 20 medarbejdere, som arbejder bredt med SundK’s kerneopgaver: kliniske retningslinjer, visitationsretningslinjer, analyser og vurderinger, patientsikkerhedsarbejde samt kliniske kvalitetsdatabaser.
Som epidemiolog bidrager du med analytiske kompetencer i SundK og får en varieret hverdag med gode muligheder for at bidrage til udviklingen af både instituttets og kvalitetsenhedens arbejde med at styrke kvalitet, lighed og sammenhæng i forløbet for mennesker med kroniske sygdomme. Du bliver tilknyttet funktionen kliniske kvalitetsbaser og vil i dagligdagen arbejde tæt sammen med bl.a. datamanagere og kvalitetskonsulenter om udvikling og drift af flere kliniske kvalitetsdatabaser. Du vil blive en del af styregrupper i udvalgte kvalitetsdatabaser, hvor du samarbejder med sundhedsprofessionelle, ledelsesrepræsentanter og patienter om datastøttet kvalitetsudvikling. I styregrupperne bidrager du til identifikation og drøftelse af centrale kvalitetsudfordringer og valg af værktøjer til at imødegå disse. I forlængelse heraf skal du bidrage til en hensigtsmæssig opbygning af kvalitetsdatabaser, herunder opstilling af relevante og robuste kvalitetsindikatorer, der kan belyse centrale kvalitetsudfordringer. Derudover arbejder du med analyse og fortolkning af data samt formidling af viden og anbefalinger med henblik på at understøtte konkrete kvalitetsforbedringer indenfor specifikke sygdomsområder og indsatser.
Vi tilbyder
- en dynamisk organisation i rivende udvikling
- en mulighed for at præge udvikling af behandlingskvaliteten for mennesker med kronisk sygdom
- en alsidig opgaveportefølje med både drifts- og udviklingsopgaver indenfor centrale områder i sundhedsvæsenet
- et stærkt tværfagligt samarbejde i SundK samt tæt samarbejde med sundhedsprofessionelle og øvrige aktører i hele landet
- et højt fagligt niveau, engagement og gode muligheder for kollegial sparring
- fleksibilitet og indflydelse på tilrettelæggelsen af dine arbejdsopgaver
- en uformel og imødekommende samarbejdskultur.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at:
- Understøtte udvikling, opdatering og implementering af kliniske retningslinjer på psykiatriområdet
- Facilitere arbejdsgrupper og møder med kliniske eksperter og faglige selskaber
- Rådgive om valg af gode emner, litteratursøgninger evidensvurdering og formulering af anbefalinger
- Bidrage til at omsætte forskning og evidens til praksisnære anbefalinger
- Sikre fremdrift i retningslinjeprojekter i tæt samarbejde med de faglige miljøer
- Bidrage til videreudvikling af metoder, processer og værktøjer i retningslinjearbejdet
- Indgå i tværgående samarbejder med blandt andet kvalitetskonsulenter og epidemiologer i SundK om kvalitet, data og forbedring af patientforløb.
Dine opgaver vil blandt andet være
- indgå i enhedens arbejde med datastøttet kvalitetsudvikling med fokus på området for kroniske sygdomme, herunder SundK’s understøttelse af kronikerpakker
- repræsentere SundK i kvalitetsdatabasernes styregrupper og bidrage med epidemiologisk metode og forbedringsfokus, herunder fastlæggelse af populationer og kvalitetsindikatorer
- analysere og fortolke data med henblik på at omsætte resultater til anvendelig viden og konkrete kvalitetsforbedringer
- formidle resultater modtagerrettet og fagligt solidt, både skriftligt og mundtligt,
- dokumentere databasernes indhold og sikre transparens i datakvalitet, evidensgrundlag og metodik
- rådgive samarbejdspartnere lokalt og nationalt om datastøttet kvalitetsudvikling
- samarbejde med kollegaer om kvalitetsudvikling og prioritering i sundhedsvæsenet bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af visitationsretningslinjer, kliniske retningslinjer, analyser og vurderinger
- samarbejde med sundhedsvæsenets aktører om kvalitetsudvikling inden for kvalitetsenhedens fokusområder med øje for synergier til SundK’s øvrige kerneopgaver.
Om dig
Vi lægger vægt på, at du:
- har erfaring med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, gerne på tværs af sektorer og fagligheder
- har erfaring med dataanalyse, gerne med udgangspunkt i de nationale sundhedsregistre
- har arbejdet med epidemiologisk metode
- kan navigere i komplekse settings og holde fokus på fremdrift i den fælles opgave
- har indsigt i og interesse for sundhedsvæsenets organisering
- har en relevant akademisk uddannelse, gerne suppleret med en ph.d.-grad.
Som person er du:
- en frontløber, der kan tage ansvar for og drive nye opgaver
- en stærk teamplayer, der kan opnå konsensus på tværs af forskellige fagligheder og organisationer
- god til at afstemme, kommunikere forventninger og rammer samt opnå fremdrift i dine samarbejder
- løsningsorienteret og ser nye muligheder
- systematisk, analytisk og i stand til at skabe overblik
- en dygtig formidler, der kan omsætte komplekse resultater til klare og anvendelige budskaber
- handlekraftig med flair for forandringsledelse.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. januar 2027.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Afhængigt af dine kompetencer, erfaringer, uddannelsesmæssige baggrund og stillingens indhold kan der være mulighed for ansættelse som specialkonsulent.
Arbejdslokation kan være i Odense (Forskerparken), Aarhus N (Hedeager), Aalborg (NOVI Science Park) eller København (Rigshospitalet). Du må forvente nogen rejseaktivitet grundet interne og eksterne samarbejder.
Du ansættes i Region Midtjylland med tjenestested i Aarhus, Aalborg, Odense eller København.
Habilitetspolitik: Pr. 1. januar 2027 indfører SundK en habilitetspolitik, der skal understøtte åbenhed, gennemsigtighed og tillid til SundK's arbejde med kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i det danske sundhedsvæsen.
Som medarbejder i SundK bliver du omfattet af habilitetspolitikken. Læs mere her: https://www.sundk.dk/nyheder/sundk-vedtager-habilitetspolitik/
Ansøgning
Send ansøgning, CV, uddannelsesbevis og relevante bilag via vores online rekrutteringssystem senest torsdag den 29. oktober 2026. Vi forventer at afholde samtaler den 5. november 2026 i Odense (Forskerparken).
Vil du høre mere? Du er velkommen til at kontakte epidemiolog Christian Skødt Antoniussen, tlf. 2170 2204 eller enhedsleder Charlotte Cerqueira 2921 4916.
Om SundK
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut har som overordnet formål at understøtte et styrket, databaseret og mere målrettet kvalitetsarbejde samt en bedre prioritering og ressourceudnyttelse til gavn for patientbehandlingen i Danmark. Missionen er at sikre høj og ensartet kvalitet samt effektiv prioritering i hele sundhedsvæsenet i et tæt samarbejde med sundhedsvæsenets aktører.
Vi skaber synergi mellem fem kerneområder:
- Kliniske retningslinjer
- Visitationsretningslinjer
- Landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser
- Vurderinger og analyser af behandlingsformer og sundhedsteknologier
- Arbejdet med utilsigtede hændelser og Dansk Patientsikkerhedsdatabase
Vi er godt 180 medarbejdere fordelt på vores fire kontorer i Aarhus, Aalborg, København og Odense. Se mere om Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut på vores hjemmeside SundK.dk
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling, inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk