Er du proaktiv, struktureret og klar til nye udfordringer? Så er du den nye kollega vi søger til HR digitalisering i Koncern HR – Løn, Personale og Systemoptimering
Har du lyst til at have det tværgående ansvar for ESDH Personalesager i samarbejde med Region Midtjyllands enheder og i tæt kontakt med Digital Forvaltning og Digitalisering og It? Vil du være med til at implementere den nye organisationskomponent, som anvendes til organisationens leder-medarbejder-hierarki? Trives du med en varieret hverdag og brænder du for drifts- og udviklingsopgaver?
Så er dette job i Koncern HR – Løn, Personale og Systemoptimering lige noget for dig!
Vores kollega med ansvar for ESDH Personalesager går på velfortjent pension og vi søger derfor en ny ansvarlig til opgaven. Du skal bl.a. medvirke til at drive ansvaret for ESDH Personalesager videre, være proaktiv og have øje for detaljen. Derudover vægter vi, at du har gode it-kompetencer og organisationsforståelse.
Dine ansvarsområder vil bl.a. inkludere, at
- være administrator for ESDH Personalesager
- facilitere superbrugerorganisationen (enhederne) for ESDH Personalesager
- have et tæt samarbejde med Digital Forvaltning, Digitalisering og It og eksterne leverandører om integrationer, opdateringer, test og tekniske afklaringer m.m. ift. ESDH Personalesager
- medvirke til en glidende overgang fra vores nuværende ESDH Personalesager system til et mere webbaseret system
- være administrator for den nye organisationskomponent, SD-MO
- facilitere superbrugerorganisationen (enhederne) for SD-MO
Vi forventer, at du:
- tager selvstændigt ansvar for dine opgaver og ser udviklingsmuligheder
- er struktureret og detaljeorienteret
- er servicemindet og har en professionel og positiv tilgang til dit samarbejde med andre
- motiveres af en hverdag, der indeholder daglige driftsopgaver og udviklingsopgaver, som kan være både alsidige og udfordrende
- trives i en udadvendt funktion med kontakt til hele organisationen
- har gode kommunikationsevner
- har organisationsforståelse og kan se sammenhænge på tværs i Region Midtjylland
Vi tilbyder dig
En arbejdsplads med erfarne og kompetente kollegaer, som er præget af et godt arbejdsmiljø og en uhøjtidelig omgangstone med plads til faglig og personlig udvikling.
Vi har mange forskelligartede opgaver, men har altid tid til at hjælpe hinanden og sparre om opgaver.
Du får stor indflydelse på din egen arbejdstilrettelæggelse, og der er i et vist omfang mulighed for at løse opgaver hjemmefra. Din fysiske arbejdsplads vil være i Regionshuset, Viborg.
Du vil være tilknyttet teamet Systemoptimering, som indgår i Koncern HR, Løn, Personale og Systemoptimering. Vi deler gang og hverdag med kollegerne i Koncern HRs stab.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Det er en fast stilling på 37 timer.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Henriette Petersen på 2146 7025 / 2916 8158 eller Cathrine Hyllested på 3035 1042.
Ansøgningsfrist: 3. august 2025
Samtaler: 12. august 2025
Tiltrædelse: Snarest muligt og senest 1. oktober 2025
Om Koncern HR – Løn, Personale og Systemoptimering
Kontoret løser strategiske og koordinerede opgaver vedrørende udvikling, anskaffelse og drift af tværgående HR-systemer i Region Midtjylland, herunder løn- og vagtplanlægningssystemer. Hovedopgaverne er knyttet til systemejerskabet. Det vil sige koordination og support, kontrakt- og projektstyring af HR-system-porteføljen, leverandørkontakt, erhvervelse og koordinering af implementering af nye HR systemer samt inddragelse af brugerne.
Derudover varetager kontoret en række driftsopgaver på løn- og personaleområdet for Region Midtjyllands stabe og fællesfunktioner samt Præhospitalet, Socialområdet og Regional Udvikling. Opgaverne omfatter bl.a. håndtering af personalesager, lønforhandling, lønfastsættelse, indberetning i lønsystemet, refusionshjemtagelse samt service og support.
Desuden løses en række driftsopgaver for hele koncernen, bl.a. brugeradministrationen af lønsystemet, feriehenlæggelser, udbetaling af tjenestemandspension og arbejdsskader samt indhentelse af statsrefusion.
Koncern HR – Løn, Personale og Systemoptimering er geografisk placeret i Regionshuset Viborg og ledes af en kontorchef.
Du kan læse mere om Koncern HR her.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.