Er du vores nye selvstændige og fagligt stærke bostøttekollega i Specialområde Autisme i Randers-området?
Vil du være en del af et højtspecialiseret fællesskab med godt humør og faglige refleksioner?
Matcher vores Faglige Fundament dine værdier og menneskesyn?
Vil du være med til at sikre sammenhæng mellem borgerens behov, borgernære indsatser og aftaler med kommunerne?
... Så læs videre her, og send os din ansøgning!
Om Bostøtten
Bostøtten støtter voksne mennesker med autisme og komorbiditeter, som har forskellige forudsætninger for at mestre livet og opnå deres drømme. De er indskrevet i Bostøtten af deres handlekommune på §85 med individuelle bestillinger og handleplaner.
Mange bor i Randers i gåafstand, og ellers bor de i andre byer, som vi kører ud til.
Vi har kontor på Søren Møllers Gade i Randers, hvor du møder ind og kører ud til bostøtter ligesom dine kolleger. Kontoret er vores samlingspunkt, hvor der er kontorpladser til dig og kolleger. Socialfaglig koordinator, arbejdstidsplanlægger og ledelse har fast arbejdsplads her. På samme matrikel har vi et samværstilbud for en del af afdelingens borgere; SAU-værket, som har åbent fire gange om ugen.
Om jobbet
Vi bidrager alle til kerneopgaven på forskellig vis, og uanset din faglige baggrund skal du varetage bostøtte på lige fod med dine kolleger. Hvis du har nogle specifikke faglige kompetencer, kan du være ansvarlig for indsatser relateret hertil. Alle har administrative opgaver bestående af at udarbejde materiale til kommunerne og daglig dokumentation af borgers funktionsniveau og støttebehov, udvikling og mål.
Bostøtte i borgernes hjem er primært samtalebaseret omhandlende mestring, energiforvaltning, planlægning, med mere. Derudover støtte til praktiske opgaver. I SAU-værket understøtter man flere borgere i at indgå i fællesskaber i trygge rammer.
Bostøtterne er af varierende længde: fra få minutters påmindelser på telefon til flere timer i borgers hjem eller i SAU-værket. Ligesom at transporttiden til bostøtte kan være alt fra 10 minutter gående til 1½ time i bil.
Høje følelsesmæssige krav og belastninger er en del af arbejdet, og vi har derfor et stort fokus på arbejdsmiljø, psykologisk tryghed og belastningspsykologi.
Bostøtte foregår i tidsrummet 8-23 alle ugens dage, og din arbejdsplan afhænger af, hvilke borgere du samarbejder med. Dine kompetencer og relationen til borgeren er afgørende for at kunne yde støtte.
Der er mødedag hver tirsdag kl. 10.30-14.45. Du har et bestemt antal administrative timer afhængigt af dine opgaver. Som udgangspunkt arbejder du hver tredje weekend og 1-2 aftener om ugen. De resterende timer ligger i dagtimerne. Hvis du har andre ønsker, indgår vi gerne i dialog med dig herom.
Om dig
- Du har gerne erfaring med målgruppen: Voksne mennesker med autisme og komorbiditeter, der bor i eget hjem med §85 bostøtte.
- Du kan arbejde alene i borgernes hjem.
- Du kan navigere i nødvendige ændringer og være fleksibel, hvad angår bostøtteaftaler og i nogle tilfælde din arbejdstid (inden for arbejdstidsreglerne).
- Du formår at overholde aftaler om støtte, tilgange og metoder, men du kan fagligt vurdere hver situation og møde borgerne, hvor de er og med afsæt i vores Faglige Fundament.
- Du trives i at indgå i teams med kolleger om at planlægge støtteindsatser, og ser opgaverne som et fælles ansvar. Du udviser ydmyghed og respekt for kollegers arbejde, og tør være nysgerrig og undrende for at løfte kvaliteten af vores arbejde.
- Du involverer dig i fagmiljøet: deltagelse i spontan kollegial sparring og refleksion på kontoret. Derudover deltagelse i team- og personalemøder, som også indeholder planlagte aktiviteter med vores konsulentenhed “Autismefokus”, som yder faglig vejledning, psykologfaglig sparring og temadage.
- Du involverer dig i arbejdsmiljøet: det kollegiale på kontoret, supervision, og andet relateret til arbejdsmiljøet. Du er villig til at sætte ord på egne reaktioner og oplevelser, lære dig selv og kollegaer at kende, og udvikle dig sammen med kollegaer.
- Det er en fordel, hvis du har kørekort.
- Du har en pædagogisk, psykomotorisk eller ergoterapeutisk uddannelse.
Du kan forvente af din ledelse, at
- Tilbudsleder og afdelingsleder på Søren Møllers Gade bedriver ledelse med afsæt i SAU’s faglige fundament og i selvbestemmelsesteorien: behov for at opleve autonomi, at opleve kompetence og glæde ved sine opgaver og at opleve samhørighed, hvorfor fællesskaber prioriteres hos os.
- Vi vægter trivsel, samarbejde og arbejdsmiljø lige så højt som fagmiljøet for at kunne lykkes med kerneopgaven.
- Vi bestræber os på at være nærværende, involverende og ydmyge.
- Vi har grundlæggende tillid til hinandens kompetencer til at udføre opgaverne, giver frihed med ansvar, og forsøger at være bevidste om, hvornår opgaven ”kalder på ledelse”.
Rekrutteringsproces
Ansøgningsfrist: 9. august 2026
Samtaledato(er): 24.-26. august 2026
Ansættelsesdato: senest 1. oktober 2026
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst samt aftaler om Ny Løn.
Få mere at vide
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller er blevet nysgerrig på stillingen.
Ditte Hald Sørensen, afdelingsleder, tlf. 2133 3163
Emilie Seebach, tilbudsleder, tlf. 3060 1268
Bedste tidspunkter at ringe på: mandag til fredag mellem kl. 8 og 15. Ikke uge 30.
Om Specialområde Autisme
Specialområde Autisme er Region Midtjyllands specialiserede tilbud til voksne med autisme. Vi tilbyder og udvikler optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme. Vi støtter flere end 400 borgere og har ca. 800 medarbejdere fordelt på 26 afdelinger.
Som en del af Specialområde Autisme i Region Midtjylland tilbydes du løbende kurser og uddannelser. Som fastansat får man blandt andet uddannelse i Autismepiloten. Vi har et stort og dygtigt sekretariat, et matchningsteam, enheder vedrørende kvalitet og sundhed, som alle understøtter os.
I Specialområde Autisme tror vi på ledelse som et fælles anliggende. At ledelse er noget, vi gør sammen. Vi sigter mod at skabe en sammenhængende organisation, hvor fællesskab og samhørighed er bærende elementer i alle livsfaser, og hvor høj faglighed, god ledelse og et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd.
Du kan læse mere om os på www.sau.rm.dk og følge os på Instagram under navnene socialomraadet_regionmidt og autismeplatform.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk