IT-specialist – teknik, koordinering og samarbejde - 1-årigt vikariat
Trives du med at skabe overblik, struktur og fremdrift i samarbejde med mange forskellige aktører? Har du en solid teknisk forståelse og kan du samle tråde, sikre koordinering og skabe gode relationer – både internt i teamet og med samarbejdspartnere på hospitalerne? Så er det måske dig, vi søger.
Vi søger dig, der trives i at skabe overblik, struktur og sammenhæng - både internt i teamet, med vores brugere og vores samarbejdspartnere. Dig, der er synlig, opsøgende og god til at kommunikere, og som kan holde retning i en hverdag med mange snitflader. Du får nemlig en vigtig opgave med at sikre fremdrift og skabe sammenhæng mellem brugernes behov, teknologien og vores leverancer.
Om jobbet:
Du bliver en del af et team, hvor vi arbejder tæt sammen om at supportere og forbedre en bred portefølje af systemer – særligt inden for de tekniske områder på hospitalerne, bl.a. med adgangskontrol, patient- og akutkald samt byggetekniske systemer. Her vil din evne til at skabe relationer, struktur og overblik være afgørende for, at vi lykkes.
Du får en afvekslende hverdag hvor du er i tæt dialog med brugere og samarbejdspartnere. Du samler tråde, sikrer fremdrift i opgaver og leverancer og bidrager til overblik og struktur i komplekse sammenhænge.
Det er i høj grad en koordinerende rolle med opgaver såsom at:
- planlægge og koordinere teamets opgaver, herunder at udarbejde årshjul, bestillinger og følge op på fremdrift, deadlines og leverancer
- sikre fremdrift i fejlsøgning og rettelser i samarbejde med leverandører og samarbejdspartnere
- koordinere implementeringer og opgraderinger af systemer
- bidrage til dokumentation og struktur i vores løsninger
Du vil have tæt kontakt med de tekniske afdelinger på hospitalerne, og det er derfor vigtigt, at du er synlig og opsøgende - samt også meget gerne, at du har en tekniske forståelse for bygningsdrift.
Hvem er du?
Vi søger en erfaren kollega, der trives med samarbejde, koordinering og relationer. Vi forestiller os, at du:
- er god til at skabe overblik og struktur
- trives i en rolle med mange samarbejdsflader
- er opsøgende og kommunikerer klart
- har teknisk erfaring med it-systemer, gerne inden for bygningsdrift
- kan arbejde selvstændigt og samtidig være en aktiv del af teamet
Du skal have erfaring fra en lignende stilling, er det en stilling indenfor sundhedsvæsnet, er det et plus.
Om os
Du bliver en del af et område med ca. 30 kollegaer med forskellige faglige baggrunde – fra tekniske specialister og produktspecialister til projektledere. Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder og systemernes livscyklus – fra udvikling og implementering til drift og optimering.
Hos os tilbyder vi et fleksibelt arbejdsliv med gode muligheder for hjemmearbejde og en betalt frokostpause. Vi tror på, at både faglig og personlig udvikling trives bedst i et uformelt miljø, hvor humor og forskellige fagligheder bliver værdsat. Du bliver en del af et hold, hvor nøglen er samarbejde og faglighed – og hvor fokus er på at skabe et bæredygtigt og velfungerende systemlandskab.
Kan du se dig selv som en del af os?
Hvis du har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte områdeleder Rikke Froberg på 2032 8681 eller mail rifrob@rm.dk - OBS: På grund af sommerferie kan Rikke kun kontaktes i uge 32.
Send din ansøgning senest den 9. august 2026. Vi forventer at holde samtaler den 21. august. Du må forbindelse med samtalen forvente at udfylde en personprofil.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer
Du vil opleve, at der er fokus på dig som medarbejder og som menneske. Vi arbejder med løbende MUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.
Som ny medarbejder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.
Arbejdsugen er på 37 timer med betalt frokostpause og gode rammer.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk