Klinisk specialist, sygeplejerske til Blodsygdomme, Aarhus Universitetshospital
Vil du kombinere klinisk forskning med specialiseret hæmatologisk sygepleje og har en ph.d. eller ambitioner om et ph.d.-forløb?
Vi tilbyder en stilling, hvor din forskning vil være højt prioriteret og hvor din tilknytning til klinisk praksis primært angår forskningsrelaterede opgaver fx ledelse af implementeringsindsatser og udvikling af klinisk praksis inden for forskningsfeltet. Hvad enten du har en ph.d.-grad eller en kandidat- eller masteruddannelse og drømmer om at starte et ph.d.-forløb, får du hos os de optimale rammer.
Blodsygdomme ønsker at være én af de ledende aktører inden for tværfaglig, klinisk sundhedsvidenskabelig forskning og ønsker at videreudvikle det sygeplejefaglige forskningsfundament, der allerede er etableret i afdelingen.
Stillingen er på 37 timer om ugen og med tiltrædelse d. 1. februar 2027 eller efter aftale.
Dine primære opgaver
En af dine vigtigste opgaver bliver at udvikle en stærk sygeplejefaglig forskningskultur og et forskningsmiljø i Blodsygdomme, hvor målsætningen er, at sygeplejersker forsker i problemstillinger, der udspringer fra klinisk praksis. Denne opgave og andre udviklingsrelaterede projekter varetages i tæt samarbejde med den udviklingsansvarlige – og uddannelsesansvarlige sygeplejerske, nøglepersoner i sygeplejen, den sygeplejefaglige ledelse og afdelingens kliniske lærestolsprofessor.
I stillingen som klinisk sygeplejespecialist vil vi understøtte din karrierevej mhp., at du bliver kvalificeret til at lede forskningsprogrammer samt være hovedvejleder for ph.d.-studerende.
Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du
- modtager en veltilrettelagt introduktion til stillingen i samarbejde med afdelingens nuværende kliniske sygeplejespecialist den første tid af ansættelsen. Har du ikke erfaring med det hæmatologiske speciale, tager vi højde for det i dit introduktionsforløb
- bliver involveret i vores nystartede forskningsprojekt, COGNITOX studiet. Du vil på sigt overtage ansvaret for projektets gennemførelse og formidling af resultaterne. På baggrund af projektets resultater vil du, i samarbejde med forskningsgruppen, skulle videreudvikle og teste en intervention målrettet patientgruppen. Læs om projektet her: Tværfaglige forsknings- og udviklingsaktiviteter
- hvis du har en erhvervet ph.d. udarbejder du en forskningsplan som led i kvalificering til en deltidsansættelse (20%) som adjunkt eller lektor ved Health, Aarhus Universitet
- hvis du skal gennemføre et ph.d.-forløb, udarbejder du protokollen under vejledning
- indgår i et positivt og udviklingsorienteret arbejdsmiljø, hvor nye ideer mødes med åbenhed og nysgerrighed. Du har en unik mulighed for at præge retningen for sygeplejen i Blodsygdomme
- fungerer som faglig rådgiver for afdelingsledelsen
- udvikler og vejleder sundhedsfagligt personale ift. at anvende akademiske kompetencer i afdelingen
- bliver en del af i det Nationale Tværfaglige Hæmatologiske Forskningsnetværk i Danmark (NIHR-DK) samt netværket for kliniske specialister på AUH (mulighed for mentor). Bidrager til det aktive forskningsmiljø på AUH, nationalt og internationalt.
Vores forventninger til dig
- du er uddannet sygeplejerske og har en erhvervet ph.d.-grad eller en kandidat- / masteruddannelse med parathed til at indgå i et ph.d.-forløb
- du har erfaring inden for – eller stærk interesse for – det hæmatologiske eller onkologiske speciale
- arbejder systematisk, selvstændigt og analytisk og har viden og færdigheder inden for kvalitative og/eller kvantitative forskningsmetoder
- du vil indgå i tværsektorielle, nationale og internationale forskningssamarbejder
- du har erfaring med at lede udviklingsprocesser og implementering og motiveres af at drive forandring i en foranderlig klinisk hverdag
- trives med at formidle viden på alle niveauer
- skaber gode relationer og engagerer kolleger i faglig udvikling.
Patienterne og sygeplejen
Vi udreder og behandler patienter med alle former for komplekse og ondartede blodsygdomme. Behandlingen er kendetegnet ved langvarige patientforløb præget af høj kompleksitet og uforudsigelighed. Sygeplejen er karakteriseret ved tætte observationer i akutte situationer i kombination med stor variation i de sygeplejefaglige problemstillinger, symptomlindring og forebyggelse af komplikationer. Vejledning af og samtaler med patienter og pårørende med afsæt i deres ændrede livssituation udgør en væsentlig del af sygeplejen. De langvarige forløb indebærer ligeledes planlægning og koordinering med involvering af mange parter. Endelig er administration af den specialiserede medicinske kræftbehandling en stor og central opgave.
Afdelingen er kendetegnet ved et højt fagligt engagement og vi vægter det sociale arbejdsmiljø højt.
Om Blodsygdomme
I Blodsygdomme er der ca. 270 ansatte, som på tværs af hele afdelingen arbejder ud fra en fælles holdånd. Afdelingen består af to sengeafsnit, to klinikker, en hjemmeklinik, et laboratorium og en klinisk forskningsenhed.
Vil du vide mere kan du søge på vores hjemmeside: Blodsygddomme, Arhus Universitetshospital.
Det praktiske
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. Der må forventes 3 måneders prøvetid.
Du er velkommen til at kontakte chefsygeplejerske Marie Møller på tlf. 4014 7965 for yderligere oplysninger.
Se stillingsbeskrivelse her.
Vi afholder ansættelsessamtaler d. 3. december 2026.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk