Økonomikoordinator med blik for både tal og mennesker
Vil du være med til at sikre en stærk økonomiopfølgning i Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge (DOK) i Region Midtjylland? Vi er et specialområde med fire døgninstitutioner og et driftsbudget på +200 mio. kr.
Vi søger en engageret økonomikoordinator til vores økonomiteam, hvor du får en central rolle i arbejdet med økonomistyring, analyser og ledelsesunderstøttelse. Du bliver en vigtig samarbejdspartner for både områdeledelsen og tilbudsledelsen og får mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fremtidens økonomistyring. Du vil referere til områdeleder for Administration & Udvikling.
Hos os er økonomi ikke blot tal i et regneark. Det handler om at skabe de bedst mulige rammer for vores pædagogiske kerneopgave i døgninsti-tutioner og sikre, at ressourcerne bruges klogt og bæredygtigt. Sammen drøfter vi sammenhænge mellem timerne i arbejdsplanerne, de faste driftsudgifter og variable udgifter.
Som økonomikoordinator får du ansvar for en bred vifte af opgaver inden for økonomistyring og ledelsesunderstøttelse.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
- Udarbejde budgetter, prognoser og økonomiopfølgninger i DOK.
- Sparre med områdeledelsen om økonomiske disponeringer.
- Styre kontrakter i forbindelse med ind-/udskrivninger af unge.
- Analysere økonomiske BI-data og omsætte dem til klare beslutningsgrundlag samt bidrage til udviklingen af datadrevet økonomistyring og relevante rapporteringsværktøjer.
- Være med til at skabe gennemsigtige og effektive administrative processer eks. i forbindelse med puljemidler.
- Deltage i tværgående projekter og udviklingsopgaver i netværket med øvrige økonomikonsulenter på socialområdet.
Hvem er du?
Du har sandsynligvis en økonomifaglig uddannelse som cand.oecon., cand.merc., finansbachelor eller lignende. Men vigtigst er det, at du er nysgerrig, analytisk og motiveres af at skabe sammenhæng mellem tal, drift og strategiske beslutninger.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med økonomistyring, budgetlægning og controlling.
- Arbejder struktureret og selvstændigt.
- Har stærke analytiske kompetencer og en god systemforståelse.
- Kan formidle økonomiske sammenhænge på en enkel og forståelig måde til ledere eller kolleger med andre faglige baggrunde.
- Trives med samarbejde på tværs af fagligheder.
- Kan bevare overblikket og udarbejde forbedringsforslag til ledelsen.
- Har interesse for data, digitalisering og udvikling af økonomiske processer.
Erfaring med offentlig økonomistyring er en fordel, men ikke et krav.
Mere om os i Administration & Udvikling
Vi tilbyder en arbejdsplads med en uformel omgangstone. Hvor faglighed, samarbejde og trivsel går hånd i hånd. Afdelingen varetager mange forskellige administrative opgaver og understøtter de fremtidige udviklingsindsatser.
Dine nærmeste to kolleger er regnskabsmedarbejdere, tilsammen udgør I vores økonomiteam. Teamet mødes løbende om fælles opgaver og med hjælp og sparring i højsædet.
Der er et tværgående netværk for økonomikonsulenter fra de øvrige specialområder, samt et samarbejde med socialstaben.
Med andre ord, er der mulighed for et bredt samarbejde og vidensdeling.
Du har mulighed for selv at tilrettelægge ugens opgaver, hvor du også kan have en hjemmearbejdsdag. Vi vil gerne bevare vores arbejdsmiljø præget af tillid, humor og hjælpsomhed.
Om Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn & Unge
DOK er en del af Socialområdet i Region Midtjylland. DOK består af behandlingsinstitutionerne: Grenen–Glesborg, Grenen-Dalstrup, Koglen og MultifunC samt Undervisningen.
Vores vision er:
”VI SKABER TRYGHED, STABILITET OG TRIVSEL, DER FREMMER UDVIKLING
OG SÆTTER POSITIVE AFTRYK I DE UNGES LIV”.
Du kan læse mere om vores specialområde: dok.rm.dk
Ansøgning og ansættelse
- Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.
- Ansættelse hurtigst muligt og senest 1. december 2026.
- Ansøgningsfrist den 18. oktober 2026.
- Samtaler forventes afholdt torsdag den 22. oktober 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og den forhandlingsberettigede organisation.
Administration & Udvikling har kontorpladser i Glesborg og Viby. Du vil få en kontorplads i den by, der er tættest på din bopæl.
Der indhentes straffeattest og børneattest, og det forudsættes, at du kan godkendes til arbejdet på baggrund af disse.
Du skal påregne mødeaktivitet på alle fire matrikler, der er derfor krav om kørekort og egen bil.
Alle matrikler i Region Midtjylland er røgfrie, hvilket indebærer, at du ikke ryger i arbejdstiden.
Er du blevet nysgerrig?
Har du spørgsmål til stillingen, eller vil du høre mere om holdet, så er du velkommen til at kontakte Louise Ægidius, områdeleder for Administration & Udvikling.
Tel: 2029 3979 eller mail: louaeg@rm.dk
Vi glæder os til at læse din ansøgning og mest af alt at møde dig.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk