Økonomimedarbejder til stor it-organisation
Vil du være med til at udvikle vores økonomisupport? Har du styr på tal og bogføring? Og har du samtidig lyst til at gøre arbejdsgange smartere gennem digitalisering og automatisering? Hvis du trives med både faste driftsopgaver og nye udfordringer i en stor it-organisation, så er det måske dig, vi søger til Digitalisering og It i Region Midtjylland.
Som økonomimedarbejder bliver du en del af økonomisupporten i økonomi- og kontraktområdet. Du får en vigtig rolle i den daglige økonomidrift med bogføring, kontrol og afregning af it-ydelser. Samtidig er du med til at udvikle vores processer og understøtte controllerne i deres arbejde.
En alsidig rolle med blik for udvikling
Du bliver en del af et område, hvor vi både løser tilbagevendende økonomiopgaver og arbejder med forbedringer på tværs af organisationen. Vi vil gerne automatisere og digitalisere mere, hvor det giver mening, og vi har brug for en kollega, der er nysgerrig på mulighederne og har lyst til at bidrage med idéer.
Opgaverne spænder fra præcis og struktureret sagsbehandling til udviklingsopgaver, som vi løser i fællesskab. Du får en bred kontaktflade i Digitalisering og It, og du skal kunne arbejde både selvstændigt og tæt sammen med kolleger fra forskellige fagområder.
Vi har blandt andet brug for din hjælp til at:
- Behandle og bogføre leverandørfakturaer samt gennemføre stikprøvekontroller, opfølgning og afstemninger
- Registrere og afregne it-ydelser og udstyr samt udvikle afregningsmodeller i Excel
- Bidrage til udvikling og vedligeholdelse af kontoplanen
- Udarbejde og vedligeholde datagrundlag til RPA-løsninger
- Forbedre og automatisere arbejdsgange og processer i samarbejde med kollegerne
Hvem er du?
Du har en relevant økonomisk uddannelse og erfaring fra en lignende stilling. Du er fortrolig med tal, bogføring og administrative økonomisystemer. Det er vigtigt, at du har erfaring med økonomisystemet ØS-indsigt og lønsystemet Silkeborg Data. Og det er en klar fordel, at du kender til arbejdet med RPA, programmering og vedligeholdelse af RPA-robotter.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- Arbejder struktureret, præcist og selvstændigt og bevarer overblikket, når der er travlt
- Har en solid forståelse for bogholderi og er stærk i Excel, gerne også med makroer
- Er nysgerrig på nye systemer og hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver
- Har interesse for data, digitalisering og procesforbedringer
- Er initiativrig, fleksibel og trives med både rutineopgaver og udviklingsopgaver
Det bliver du en del af
Du får dine nærmeste kolleger i et team med to økonomimedarbejdere og en elev. Derudover bliver du en del af området Økonomi og Kontrakter med 21 engagerede kolleger, der hjælper hinanden, deler viden og sætter pris på en uformel omgangstone og gode grin.
Vi har høje faglige ambitioner og plads til nye idéer. Vi sætter pris på kolleger, der tager ansvar, stiller spørgsmål til vante arbejdsgange og har mod på at prøve noget nyt. Du bidrager samtidigt aktivt til samarbejdet og til et godt kollegialt fællesskab.
En meningsfuld hverdag i en spændende it-organisation
I Digitalisering og It i Region Midtjylland er vi med til at understøtte regionens arbejde gennem it og digitale løsninger. Du får en varieret hverdag med både planlagte opgaver, løbende henvendelser og opgaver, der kræver hurtig handling.
Vi tilbyder et fagligt stærkt miljø med fleksibilitet i arbejdstiden og gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag. Dit primære arbejdssted er Viborg.
Er du interesseret?
Send os dit CV og en motiveret ansøgning senest den 1. november kl. 20, hvor du fortæller, hvordan du kan bidrage til både den daglige økonomisupport og udviklingen af vores arbejdsgange. Vi forventer at afholde samtaler den 9. november 2026. Du vil i forbindelse med en eventuel samtale muligvis skulle udfylde en personprofil.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Morten Skjoldsøge på telefon 24 94 66 04 eller morskj@rm.dk eller økonomimedarbejder Emma Ulrichsen på telefon 24 76 25 31.
Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer
Du vil opleve, at der er fokus på dig som medarbejder og som menneske. Vi arbejder med løbende MUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.
Som ny medarbejder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.
Arbejdsugen er på 37 timer med betalt frokostpause og gode rammer.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk