Pædagog til Høskoven, Hus 2, i fast aftenvagt, Specialområde Hjerneskade – et fællesskab med høj faglighed, refleksion og nærvær
Vil du bruge din faglighed til at skabe livskvalitet for voksne med erhvervet hjerneskade – og samtidig udvikle dig i et trygt og fagligt fællesskab? Vi søger en socialpædagog til Høskoven, Hus 2 – et højt specialiseret botilbud for voksne med erhvervet hjerneskade.
Hvad kan du få hos os?
- Grundig introduktion og mentorordning, så du får en tryg start
- Et fagligt stærkt team, hvor vi støtter hinanden og deler erfaringer
- Efteruddannelse i neuropædagogik og LA2u
- Løbende faglig vejledning og supervision
- En fleksibel og individuelt tilpasset vagtplan, hvor vi lytter til dine ønsker
Om jobbet og hverdagen
På Høskoven arbejder vi med borgere med komplekse kognitive, følelsesmæssige, adfærdsmæssige og fysiske funktionsnedsættelser. Det kræver høj faglighed, struktur og et tæt samarbejde på tværs af faggrupper.
Vi arbejder ud fra en neuropædagogisk forståelse og Low Arousal-tilgangen med fokus på forebyggelse, forståelse af adfærd og refleksion i praksis. Samtidig har vi blik for det hele menneske og for at skabe et trygt og værdigt hverdagsliv for den enkelte borger.
Du bliver en del af en hverdag, hvor relationer, faglig refleksion og tværfagligt samarbejde er en naturlig del af arbejdet – også når opgaverne er komplekse.
Dine opgaver
- Skabe struktur og stabilitet i borgernes hverdag
- Arbejde med mål og delmål ud fra § 141-handleplaner
- Være tovholder på borgernes neuropædagogiske fokusområder
- Varetage daglige ADL- og P-ADL-opgaver sammen med kolleger
- Indgå i tæt samarbejde med pårørende og eksterne fagpersoner
Vi forestiller os, at du
- Brænder for pædagogisk arbejde og har et stærkt fagligt engagement
- Er rolig og grundig og kan skabe tillid og tryghed
- Tager ansvar og kan skabe overblik i komplekse forløb
- Arbejder struktureret og har stærke samarbejdsevner
- Har lyst til både at lære og lære fra dig
Praktisk
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men timetallet kan tilpasses. Arbejdstiden ligger fortrinsvis i aftenvagt. Der er tiltrædelse den 1. januar 2027 eller eventuelt tidligere. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Susanne Levann på tlf. 24 69 27 89 eller mail Susanne.Levann@social.rm.dk for en snak eller rundvisning.
Ansøgningsfrist: 26. november 2026. Søg stillingen via www.rm.dk/job.
Om Høskoven og Specialområde Hjerneskade
Høskoven er en del af Specialområde Hjerneskade, som hører under Socialområdet i Region Midtjylland. Her arbejder vi tværfagligt og højt specialiseret med voksne med erhvervet hjerneskade. Vi tror på faglighed, samarbejde og fællesskab – og understøtter borgernes trivsel og udvikling i hverdagen.
Høskoven består af seks teams med i alt 28 borgere fordelt på tre huse. Medarbejdergruppen består blandt andet af pædagoger, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, sygeplejersker og psykomotoriske terapeuter.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk