Pædagoger søges til meningsfuldt arbejde på et højt specialiseret botilbud i Randers - Gårdene
Har du lyst til et job, hvor din faglighed virkelig gør en forskel?
Kan du se dig selv som en del af et højt specialiseret tilbud, hvor både udvikling, nærvær og relationer er i centrum?
På Gårdene i Randers søger vi nu fire pædagoger, da vi udvider medarbejdergruppen for at sikre den rette faglige og pædagogiske støtte til beboerne. Stillingerne opslås som led i en ny indskrivning på botilbuddet. Stillingerne kan også besættes af omsorgsmedhjælpere med relevant erfaring inden for det pædagogiske felt.
Uanset om du allerede brænder for det specialiserede område, eller først er ved at opdage dette interessante område, så får du her mulighed for at arbejde med voksne borgere med Udviklingshandicap i et miljø, hvor faglighed og trivsel prioriteres højt.
Om Gårdene
Gårdene er et socialpædagogisk botilbud under Specialområde Udviklingshandicap (SUA). Vi har plads til 18 borgere, som alle lever med et udviklingshandicap og enten har brug for denne særligt tilrettelagte pædagogiske indsats, er kriminalitetstruede eller idømte en foranstaltningsdom. Udviklingshandicappet er ofte kombineret med andre udfordringer som psykiatriske diagnoser og misbrugsproblematikker.
Vores mission er at skabe indsatser, der kan være trædesten i borgernes liv mod øget selvstændighed. Det kræver en høj grad af faglighed, struktur og vedholdenhed, men også masser af nærvær, humor og varme i hverdagen.
Hos os er det vigtigt, at der både er plads til individuelle ønsker og til et stærkt fællesskab. Vi lægger vægt på at skabe et arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og har fokus på den fælles kerneopgave: at give borgerne de bedste muligheder for udvikling og trivsel.
Din rolle som pædagog
Som pædagog på Gårdene bliver du en central del af et tværfagligt team med pædagoger, social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere og omsorgsmedhjælpere. Sammen med dine kollegaer får du ansvar for at tilrettelægge, gennemføre og evaluere indsatser med udgangspunkt i den enkelte borgers behov, ressourcer og ønsker for livet.
I praksis betyder det, at du:
- Støtter borgerne i deres dagligdag, fx omkring måltider, personlig omsorg, struktur og aktiviteter
- Planlægger og deltager i aktiviteter i dag- og fritidslivet, fx musik, kreativt værksted, madlavning, gåture, behandlingstilbud og NADA
- Dokumenterer og evaluerer pædagogiske indsatser i tæt samarbejde med kollegaer
- Arbejder metodisk med afsæt i KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) og en neuroaffektiv udviklingspsykologisk forståelsesramme. Desuden er vi i gang med implementering af LA2u, som du vil blive introduceret til, en metode til at inddrage borgerens indefra-perspektiv, forebygge voldsomme episoder og styrke trivsel, særligt tilpasset borgere med udviklingshæmning.
- Indgår i samarbejdet om at skabe struktur, ro og tryghed, også i situationer, der kan være uforudsigelige eller præget af udadreagerende adfærd
Hverdagen på Gårdene er sjældent ens. Den kan være både udfordrende og krævende, men først og fremmest er den fuld af liv, relationer og små øjeblikke, hvor du mærker, at din indsats gør en reel forskel.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet pædagog ((eller har en tilsvarende socialfaglig baggrund) eller har relevant erfaring indenfor det pædagogiske felt
- Kan have erfaring fra det specialiserede socialområde – gerne med borgere med udviklingshandicap og udfordrende adfærd - men det er ikke et krav
- Møder både borgere og kollegaer med respekt, ordentlighed og en anerkendende tilgang
- Kan bevare overblikket og handle konstruktivt i uforudsigelige situationer
- Trives i en hverdag, hvor opgaverne kan være mangeartede: fra praktiske gøremål til komplekse pædagogiske indsatser
- Har gyldigt kørekort og kan anvende IT til dokumentation
- Bidrager med stabilitet, engagement og et positivt sind - også når det går stærkt
Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi ønsker at skabe rammer, hvor både borgere og medarbejdere kan udvikle sig. Som ny pædagog på Gårdene får du derfor:
- Et grundigt introduktionsforløb med mentor og mulighed for introvagter efter behov
- Et specialdesignet uddannelsesforløb – SUAs fagpilot – som giver dig redskaber til arbejdet i en højt specialiseret praksis
- Løbende faglig sparring, supervision og teammøder
- Mulighed for deltagelse i årlige temadage og -uger med fokus på faglig udvikling
- En arbejdsplads, hvor vi tager arbejdsmiljøet alvorligt, og hvor der er plads til både faglige ambitioner, humor og fællesskab
Kort sagt: Et job med faglige udfordringer, personlig udvikling og mulighed for at være en del af et sted, hvor indsatsen virkelig gør en forskel for andre mennesker.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt i skiftende dag- og aftenarbejdstider samt enten hver anden eller tredje weekend efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Danske Regioner og den relevante organisation. Stillingen er omfattet af Ny Løn, og der er mulighed for kvalifikationstillæg. Arbejdsgiver betaler pension.
Der indhentes straffeattest og reference inden endelig ansættelse.
Er du nysgerrig?
Har du spørgsmål eller vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Helle Hededal Lentz på telefon 40 13 33 83.
Du kan også læse mere om Specialområde Udviklingshandicap på www.sua.rm.dk.
Samtaler afholdes løbende – vi glæder os til at høre fra dig!
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.