Social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent eller sygehjælper søges til et vikariat på sengeafsnit 3, Kognitivt subspeciale, Hammel Neurocenter
Banker dit hjerte for neurorehabilitering, og vil du være en del af et stærkt tværfagligt kollegialt fællesskab?
Så er det måske lige dig vi søger, til et 6 måneders vikariat, gerne med opstart snarest muligt eller efter aftale. Ansættelsen er som udgangspunkt 37 timer/uge i blandede vagter.
Vi arbejder i skiftende vagter, vagtlaget vil være dag og aften – ingen nattevagter. Du skal regne med 10-12 aftenvagter over et 6 ugers rul, samt må påregne at skulle arbejde 5 ud af 12 weekender. Vi bruger systemet MinTid til vagtplanlægning, derudover gør vores vagtplanlægger hvad hun kan, for at imødekomme dine ønsker.
Vi værdsætter både nyuddannede og erfarne ansøgere, det vigtigste er lysten og interessen i opgaven hos os. Du vil blive introduceret og sidemandsoplært i afsnittet ved din mentor, specialeansvarlige sygeplejersker samt øvrige kollegaer - herunder fysio- og ergoterapeuter. Den øvrige sygeplejegruppe består af særdeles kompetente og erfarne kollegaer, så der er god sparring at hente i hverdagen. Derudover afholder vi en gang om ugen refleksionsrum med mulighed for faglig refleksion.
Om neurorehabiliterende sygepleje på Sengeafsnit 3:
Neurorehabiliterende sygepleje har særligt fokus på relationsarbejde, forebyggelse og behandling af komplikationer relateret til hjerneskaden. I den daglige neurorehabilitering er fokus på at øge patientens evne til at engagere sig i og udføre almindelige dagligdags aktiviteter, med henblik på bedring af funktionsevne og livskvalitet. Dette foregår i tæt samarbejde med patient og pårørende. Neuropsykologien og neuropædagogikken har en særlig rolle i rehabiliteringen, da kognitive forstyrrelser med konfusion og ind i mellem agitation i forskellige grader, ofte præger særligt den tidlige del af patientforløbet på Sengeafsnit 3.
Vi lægger vægt på og ønsker os:
- at du ønsker at arbejde med neurorehabiliterende sygepleje – erfaring er en fordel, men ikke et krav
- at du hurtigt bliver en god kollega – vi værner om hinanden og et godt arbejdsmiljø er noget af det vigtigste for os
- at du er kreativ og iderig, når det gælder at nytænke den sygeplejefaglige tilgang til patientens komplekse fysiske og kognitive problemstillinger
- at du er fagligt velfunderet og kan byde ind i et tæt tværfagligt teamarbejde omkring den enkelte patient
- at du trives på en dynamisk arbejdsplads hvor dagene er forskellige og har mod på at arbejde med mennesker med forskellige kognitive udfordringer, herunder konfusion og indimellem agiteret adfærd
- at du kan indgå i samarbejde med kriseramte pårørende
Om teamarbejde på Sengeafsnit 3:
Vi arbejder tværfagligt og på et højt fagligt niveau. Krumtappen på afsnittet med 10 sengepladser, er vores tværfaglige teamsamarbejde, hvor fagligheder arbejder sammen for at give patienten og de pårørende det bedst mulige rehabiliteringstilbud. Vi er et afsnit med mange kollegaer, der har været her i mange år, så der er altid rum til sparring ved uformelle møder, og et godt råd fra en kollega.
Du bliver en del af et dygtigt og dedikeret team, der tværfagligt arbejder systematisk og målrettet med højtspecialiceret neurorehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade og dennes pårørende. Det primære team består af sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter samt behandlingsansvarlige læge. Teamet suppleres med talepædagog, neuropsykolog, socialrådgiver og diætist.
Om Regionshospitalet Hammel Neurocenter:
Regionshospitalet Hammel Neurocenter er Vestdansk Center for den højtspecialiserede neurorehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskadede. Det betyder, at vi besidder den højeste ekspertise inden for neurorehabilitering og modtager svært hjerneskadede patienter fra hele Vestdanmark. Læs mere om Hammel Neurocenter her Regionshospitalet Hammel Neurocenter - Til patienter og pårørende - Hospitalsenhed Midt
Ansættelsen sker ved Hospitalsenhed Midt, læs mere om den samlede hospitalsenhed her Hospitalsenhed Midt - Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
Interesserede ansøgere, uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til lov om børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til oversygeplejerske Mette Leding Bendtsen på tlf. +4521571858
Samtaler forventes afholdt den 10. december 2024
Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende autorisations ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest den 5. december 2024
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.