Vil du være med til at skabe tryghed, udvikling og øget livskvalitet for voksne med autisme? Ny kollega til bosted i Hinnerup
Vi opnormerer, og vi leder derfor efter to nye kolleger. Vi leder efter dig, som har lyst til at blive en del af en medarbejdergruppe, hvor du får dedikerede og fagligt dygtige kolleger, og hvor vi tror på, at vi kun i fællesskab lykkes med at give borgeren de bedste betingelser for så selvstændigt et liv som muligt.
Gode grunde til at arbejde sammen med os:
- Dit arbejde gør rent faktisk en forskel for de borgere, vi samarbejder med.
- Du vil opleve en afslappet atmosfære, engagerede kollegaer og høj grad af tillid til hinanden.
- Du bliver en del af en tværfaglig medarbejdergruppe, hvor dine faglige perspektiver har høj værdi.
- Du får en ledelse, der prioriterer at skabe de rette betingelser for din faglige udvikling, og som vægter et trygt arbejdsmiljø samt trivsel og balance mellem arbejdsliv og privatliv.
- Du får et grundigt introforløb, så du bliver klædt på til den praksis, du er en del af.
- Gode transportmuligheder – toget kører til Hinnerup fra Aarhus H på 15 minutter, og fra stationen tager det under 10 minutter på gåben. Flere af de regionale busser kører også fra både Aarhus, Randers og Hadsten.
- Du får indflydelse på eget grundrul og weekendarbejde hver 3. weekend.
- Du bliver en del af en organisation med mange muligheder, bl.a. Autismepilotuddannelsen, kompetenceudvikling, supervision, faglig vejledning og rådgivning, temadage, selvbestemmelse og deltagelse i diverse netværk på tværs af Specialområde Autisme.
Hvem er du?
Du er social- eller sundhedsfagligt uddannet og kan se dig selv bidrage med dine faglige perspektiver i en socialpædagogisk praksis. Måske har du allerede kendskab til autisme, men for os er det langt vigtigere, at du er nysgerrig og interesseret i beboernes indefra-perspektiv, så vi bedst muligt kan støtte beboerne, vi samarbejder med.
Vi søger dig som
- Kender dig selv og dine reaktionsmønstre så godt, at borgeren møder en medarbejder i ro uanset konteksten
- Er nærværende og har en ressource- og løsningsorienteret tilgang og ser mennesket før opgaven
- Er selvreflekteret, fagligt funderet og kan gå foran
- Har mod på at bringe dine faglige perspektiver i spil i fællesskabet og ligeledes bakker kollegers perspektiver op og efterlever det aftalte
- Formår at samarbejde imødekommende på mange niveauer med beboere, kollegaer, pårørende, ledelse, tværfaglige og eksterne samarbejdspartnere
- Kan tage initiativ, er fleksibel, loyal og kan holde hovedet koldt i en omskiftelig hverdag, hvor borgerne har et stort behov for forudsigelighed, mens virkeligheden er foranderlig
- Kan udvise ro, er omstillingsparat og bringer positivitet ind i fællesskabet
- Kan dokumentere systematisk – vi dokumenterer både social- og sundhedsfagligt
- Kan arbejde selvstændigt og monofagligt og ligeledes indgå i et teamsamarbejde med tværfaglighed
Om os
Trekløveret i Hinnerup er en del af Specialområde Autisme, som er Region Midtjyllands specialiserede tilbud til voksne med autisme. Trekløveret består af Engstien, Ådalen og Seniorhuset, og er et bofællesskab med socialfaglig døgnbemanding, der er målrettet autistiske voksne med udviklingshæmning. Vi har også et stort sundhedsfagligt fokus, hvorfor vi betragter os selv som et social- og sundhedsfagligt tilbud. Beboerne på Trekløveret er pt imellem 30-72 år. Beboerne på Trekløveret bliver indskrevet efter almen boliglov §105 og servicelov §85 eller servicelov §108.
Fælles for målgruppen er, at borgerne har behov for struktur, forudsigelighed, tydelighed i kommunikationen og behov for støtte til at indgå i sociale fællesskaber og til diverse ADL-opgaver. Vi samarbejder med beboerne om at udvikle færdigheder, etablere hensigtsmæssige strukturer og strategier, der forbedrer livskvaliteten og skaber kompetencer til et så selvstændigt liv som muligt og på egne betingelser.
Alle indsatser tager afsæt i Specialområde Autismes værdigrundlag og faglige fundament. Vi arbejder ud fra tanken Intet om os uden os, hvorfor alle indsatser er i samarbejde med beboerne og tager udgangspunkt i beboernes ønsker og drømme. På Trekløveret modtager nogle af beboerne støtte til dele af den personlige pleje, men forventeligt vil støttebehovet for sundhedsfaglige indsatser øges grundet aldersspændet blandt borgerne.
Vores fysiske rammer består af Trekløveret, som har tre vinger; Engstien, Ådalen og Seniorhuset. Trekløveret fungerer som et bofællesskab, hvor beboerne har egen 2-værelses lejlighed og dertil fællesarealer med mulighed for diverse aktiviteter. Trekløveret ligger i rolige omgivelser centralt i Hinnerup. Vi deler området og samarbejder med vores nabo, som er en anden afdeling i Specialområde Autisme, og vores interne aktivitets- og beskæftigelsestilbud, hvor de fleste borgere er indskrevet.
På Trekløveret arbejder vi i 3 teams, som hver har en teamkoordinator. De 3 teams består hver af 4-5 medarbejdere og ca. 6-7 beboere.
Du kan forvente af din ledelse, at
- Vi prioriterer fællesskaber og tror på, at vi lykkes bedst, når vi spiller på samme hold
- Vi er nærværende, inddragende og ydmyge – og altid åbne for dialog
- Vi har tillid til dine kompetencer og er opmærksomme på, hvornår en opgave kalder på ledelse – og hvornår den bedst løses i fællesskab
- Vi finder kreative løsninger sammen og tror på, at flere perspektiver giver bedre resultater.
- Et godt arbejdsmiljø er noget, vi alle bidrager til – vi prioriterer det, passer på det og styrker det i fællesskab
- Vi sigter mod at skabe en sammenhængende organisation, hvor fællesskab og samhørighed er bærende elementer i alle livsfaser, og hvor høj faglighed, nærværende og tydelig ledelse samt et bæredygtigt arbejdsmiljø går hånd i hånd
Arbejdsvilkår
På Trekløveret har vi skiftende arbejdstider, der omfatter dag-, aften- og weekendarbejde. Weekendarbejde er hver 3. weekend.
Derudover vil der være teammøder, fælles personalemøder, temadage samt opfølgningsmøder med borgere, som vi forventer, at du deltager i.
Hos os får du indflydelse på eget grundrul, og vi tilstræber, at arbejdsplanen matcher dit privatliv, fordi vi tror på, at gensidig fleksibilitet styrker arbejdsglæden og kommer borgerne til gode.
Få mere at vide
Er du blevet nysgerrig på, hvem vi er, og hvordan vi arbejder, er du velkommen til at kontakte vores tilbudsleder Lene Sørensen på telefon: 23 84 71 87 eller afdelingsleder Line Sofie Fruerboel (undtagen uge 28, 29 og 30) på 24 21 49 22. Læg gerne en besked eller send en sms, hvis ikke vi tager telefonen med det samme. Du er også velkommen til at komme på besøg hos os efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og aftaler om Ny Løn. Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Specialområde Autisme.
Ansøgningsfrist og ansættelsesprocedure
Ansøgningsfristen er søndag d. 26. juli 2026. Vi forventer at holde samtaler den 29. juli 2026.
Vi forventer, at ansættelsesdatoen vil være 1. september, men gerne før hvis du har mulighed for det.
Om Specialområde Autisme
Specialområde Autisme er Region Midtjyllands specialiserede tilbud til voksne med autisme. Vi tilbyder og udvikler optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme. Vi støtter flere end 400 borgere og har ca. 800 medarbejdere fordelt på 26 afdelinger.
I Specialområde Autisme tror vi på ledelse som et fælles anliggende. At ledelse er noget, vi gør sammen. Vi sigter mod at skabe en sammenhængende organisation, hvor fællesskab og samhørighed er bærende elementer i alle livsfaser, og hvor høj faglighed, god ledelse og et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd.
Du kan læse mere om os på www.sau.rm.dk og følge os på Instagram under navnene socialomraadet_regionmidt og autismeplatform.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk