Vil du være sygeplejerske på Sengeafsnit 4 – og bruge hele din faglighed?
Har du lyst til psykiatrisk sygepleje, komplekse patientforløb og et arbejdsmiljø, hvor faglighed, refleksion og udvikling prioriteres højt?
Så er det måske dig, vi søger til Sengeafsnit 4 i Afdeling for Depression og Angst på Aarhus Universitetshospital.
På S4 har vi plads til 27 patienter og arbejder primært med mennesker med affektive lidelser som depression og bipolar lidelse. Vi behandler også patienter med blandt andet skizoaffektiv lidelse og demens.
En del af vores patienter har samtidig somatiske sygdomme og problemstillinger, som kræver observation, pleje og behandling under indlæggelsen. Derfor får du på S4 mulighed for at arbejde med både psykiatrisk og somatisk sygepleje – og med samspillet mellem de to.
Det giver en varieret og fagligt udfordrende hverdag, hvor du får brug for dit kliniske blik, din relationelle faglighed og din evne til at se hele patienten.
Sygepleje er en vigtig del af behandlingen
På S4 forventer vi noget af vores sygeplejersker – og vi giver plads til, at sygeplejefagligheden bliver brugt.
Du skal have lyst til at observere, vurdere, reflektere og handle og til at bringe dine faglige perspektiver ind i den samlede behandling.
Som sygeplejerske er du tæt på patienten gennem indlæggelsen og har en central rolle i at skabe sammenhæng i behandlingsforløbet. Det kan være vurdering af en patient med tiltagende mani, observation af ændringer i en svær depression, vurdering af selvmordsrisiko, observation af effekt og bivirkninger ved medicinsk behandling eller vurdering og pleje af samtidige somatiske problemstillinger.
Det kræver klinisk blik, faglig nysgerrighed og evnen til at se både den psykiske og den fysiske sygdom.
Hvad kommer du til at arbejde med?
Som sygeplejerske på S4 får du en selvstændig og central rolle i patientens behandling og pleje.
Du kommer blandt andet til at:
- foretage systematiske observationer og kliniske vurderinger af patientens psykiske og somatiske tilstand
- være kontaktperson og skabe struktur og kontinuitet i patientforløbet
- arbejde med sygeplejefaglig udredning, planlægning, intervention og evaluering
- vurdere og forebygge blandt andet selvmordsrisiko, aggression og konflikter
- administrere medicin samt observere effekt og bivirkninger
- arbejde miljøterapeutisk og relationsorienteret med afsæt i patientens tilstand og behandlingsmål
- varetage og koordinere somatisk sygepleje som en del af det samlede patientforløb
- inddrage patienter og pårørende og bidrage aktivt med sygeplejefaglige vurderinger i det tværfaglige samarbejde.
Vi ønsker sygeplejersker, der ikke alene udfører en plan, men som er med til at kvalificere den.
Faglig udvikling er en del af hverdagen
Når du begynder på S4, bliver du en del af vores eget onboardingforløb. Du får en struktureret introduktion til afsnittet, patientgruppen, vores behandlingsmetoder og faglige redskaber, så du gradvist bliver fortrolig med opgaverne.
Som nyansat deltager du både i den generelle supervision på S4 og i særskilt supervision for nyansatte. Her arbejder vi med konkrete patientforløb, kliniske vurderinger og de faglige problemstillinger, vi møder i hverdagen.
Undervisning er også en fast del af vores faglige arbejde. Vi underviser blandt andet i psykopatologi og har fokus på at koble viden om psykisk og somatisk sygdom til observation, klinisk vurdering, sygepleje og behandling.
Der er desuden mulighed for særlige faglige ansvars- og interesseområder. Vi prioriterer medarbejdere til specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje og har som udgangspunkt mulighed for at sende én sygeplejerske afsted om året.
Vi vil gerne være et afsnit, hvor man kan blive ved med at udvikle sig – også når man har mange års erfaring.
Vi arbejder tværfagligt – og vi gør det sammen
På S4 arbejder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger, psykologer, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter, socialrådgiver, peer-medarbejdere og sekretærer tæt sammen om patienternes behandling.
Vi forventer, at du bringer din sygeplejefaglige viden ind i samarbejdet og samtidig er nysgerrig på de andre faggruppers perspektiver.
Vi hjælper hinanden og står sammen om de komplekse situationer. Der skal være plads til faglig diskussion og forskellige perspektiver – men også til humor, forskellighed og et godt kollegialt fællesskab.
Hvem er du?
Du er sygeplejerske og har lyst til at arbejde med mennesker med psykisk sygdom.
Måske har du allerede erfaring fra psykiatrien. Måske kommer du fra somatikken eller er nyuddannet og nysgerrig på psykiatrisk sygepleje. Begge dele kan være interessant for os.
Vi lægger især vægt på, at du:
- er fagligt nysgerrig og har lyst til at udvikle dig
- arbejder systematisk og reflekteret med sygeplejen
- har blik for både psykiske og somatiske problemstillinger
- kan skabe professionelle relationer til mennesker i svære og komplekse situationer
- tager ansvar og kan bevare overblikket, når en situation ændrer sig
- har lyst til at bringe din faglighed aktivt ind i det tværfaglige samarbejde
- bidrager til en kultur, hvor vi deler viden og gør hinanden dygtigere.
Du behøver ikke kunne det hele fra første dag. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og til at være en aktiv del af den faglige udvikling på S4.
Måske er det dig, vi mangler?
Hvis du gerne vil arbejde et sted, hvor relationen til patienten er afgørende, men hvor relationen følges af faglig refleksion og klinisk vurdering, vil vi meget gerne høre fra dig.
Fortæl os lidt om, hvad der optager dig fagligt, og hvorfor du har lyst til at arbejde med psykiatrisk sygepleje.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt i blandede vagter.
Tiltrædelse efter nærmere aftale.
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.
Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere om stillingen og den faglige hverdag på S4, er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Pia Klindt Mortensen på telefon 78 47 22 40.
Vi håber, du har lyst til at blive en del af Sengeafsnit 4.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk